Bommen kom af og en hyggelig cykeltur
Vi havde ikke noget tidspunkt, vi skulle være klar på idag.
Det vigtigste var at få bommen af, så vi var klar til at få masten af i morgen tidlig kl.8.

Der var et par andre rengørings ting, vi meget gerne ville ordne, mens båden lå i vandet, og hvor der var nem adgang til vand. Bl.a de flotte trægulve i toiletterne fik en omgang sæbespåner.

Vejret var fantastisk, så alting var nemt. Vi lå godt med masser af plads på kajen, som vi kunne brede os på. Bommen kom af, men det er en svær og tung omgang, og kan ikke gøres med håndkraft alene.

Om eftermiddagen blev der tid til en lille cykeltur gennem skoven til området ved Anneberg, hvor der for et par år siden, var blevet udstykket grunde til salg. Vi måtte lige en tur forbi, for at se hvordan det var blevet. Vi havde desværre glemt vores cykelhjelme på Ternevej, så turen blev på stier omkring 10 km og kun i nærmiljøet. 38 meter var det højeste punkt med en fin udsigt ud over Fjorden.

Til vores store positive overraskelse fandt vi ud af, at Anneberg Kulturpark ved kriminalforsorgen havde udviklet sig meget spændende med masser af kunstværksteder, caféer og restauranter i de gamle bygninger – Skal absolut udforskes i næste sæson.

Tilbage på havnen fangede vi et fint billede af Blue Dot, der spejlede sig i havblik, det blev en utrolig smuk og stille aften.
Sidst på eftermiddagen flyttede vi båden hen til mastekranen, så vi lå parat.

Der manglede stadig et par timers arbejde for Lasse med klargøring af masten, så den kunne komme af uden at hænge fast i elinstallationer og andet godt.

Det blev en helt utrolig stille og smuk aften, og vi blev helt klar til at få masten af i morgen tidlig.

