Nem operation at få masten af
Vækkeuret ringede kl.6.50, det havde været en meget urolig nat. Det smukke stille vejr varede absolut ikke hele natten. Jeg var oppe kl.3 for at sætte den bagerste side på i cockpittet. Vinden stod ind lige bagfra, og jeg var bange for at cockpitteltet lettede. Endvidere var der en masse slask slask ind på skroget. Lasse sov som en baby, for han havde ørepropper i.

Morgenkaffen og solen hjalp på humøret, og alle var friske og klar kl. 8 til at tage masten af.

Det var 3. gang vi skulle have masten af, så vi vidste, hvad der skulle ske, og hvor fejlene kunne blive begået.

Der var en utrolig god stemning mellem Søren, Susanne og os, og på 1/2 time lå masten på mastevognen – det hele kørte som smurt.
Vi kunne sejle båden tilbage på plads. Og Søren ville køre masten hen til puslepladsen. Så skulle dagens arbejde, for os, til at begynde, og klokken var kun 9.

Vi delte os lidt op til en start. Lasse begyndte med at kigge på de dele af masten, der skulle serviceres, og jeg startede med at pakke det grej, vi skulle have med hjem.

Lidt senere kom jeg med sandwich og for at hjælpe til med at få pakket masten. Vi skulle prøve noget nyt i år. For at beskytte forstaget satte vi isoleringsrør på. Vi klippede røret i små stykker, og satte dem på forstaget. Det nye var således, at oven på de små stykker rør samt oven på tovværket – wrappede vi. Vi prøvede det, da vi skulle pakke vores mast til landtransport på vores store tur. Nu var det spændende at se udfaldet til næste sommer.

Vi kørte masten ind i masteskuret og placerede stag og sallingehorn under jollen. Alt var på plads.
Dagens bad var tiltrængt, og da det var overstået, sejlede vi båden over til kranen for at være parate. Sæsonen sidste aften på Blue Dot nærmede sig. Vi spiste tapas i cockpittet og så en film om læ – perfekt afslutning.

