Smuk cykeltur og morring på restaurant Nine på øen Miljet
Vores plan i dag var en cykeltur om saltsøen på Miljet kombineret med et genbesøg hos Nino på restaurant Nine.

Der var godt 12 sømil fra den sydligste ende af Kurcula, hvor vi lå til den nordligste ende af Miljet, og byen Pomena hvor restauranten lå.
Et par timers sejlads. Vejret var uldent, og det køligste vi havde oplevet indtil videre – 23 grader.

Vi havde god tid. Solen stod op kl. 6.10, så der var plads til både lidt morgentræning, kaffe og en dukkert, før vi slap bøjen ved 9.30-tiden.

Turen var ren transportsejlads for motor, vi kiggede på det smukke blå vand, der endte med at blive til næsten havblik. Et fantastisk pittoresk fyr viste sig endnu en gang.

Desuden fik vi poleret lidt, og så benyttede vi lejligheden til at få en hyggelig snak med vores venner fra Kolding, som pt. plasker rundt i Moondance i det Ioniske hav i Grækenland.

De par timer gik hurtigt, og vi fik lagt os med morringlines til restaurant Nine. Restauranten var nem at kende, selvom der var gået 9 år.

Voldsomt var det dog at se de mange mindre krydstogtskibe, der lå uden på hinanden på modsatte kaj – det husker vi ikke. Vi talte 12 krydstogtskibe i to rækker.

Vi fik cyklerne frem og kom af sted. Cykelturen var meget flot og ikke strabadserende.

Vi havde god tid til en stopover på en lille hyggelig café samt en badetur. Det blev til en 3 timerstur på knap 19 km.

Søen ligger i Miljet Nationalpark og en dagsbillet koster 25€ pr. Person pr. dag og kan købes on-line. Vi skulle fremvise vores billet, ja vi kørte ind. Sidst vi var her, var der ingen entrébillet til nationalparken.

Da vi kom tilbage til båden, fik vi hurtigt cyklerne om læ igen. Ca. 1/2 time senere kom regnen.

Vi fik hurtigt opsat siderne på cockpitteltet og arbejdede herefter med film, indlæg og billeder, indtil klokken 20, hvor det tog os ca. 10 sekunder at gå fra båden til restauranten for at spise aftensmad.
Mega hyggeligt at kigge på vores båd, og uvejret der var over os hele aftenen.

Vi spiste friskfanget fisk, en fisk Nino havde fanget selv. Han fanger selv alle fisk, han sælger på restauranten, med harpun dykning.
I løbet af natten passerede et stort regn og tordenvejr – der faldt 175mm regn på 4 timer og vores jolle var halvt fyldt med vand den næste morgen. Nino fortalte at det var den første regn i 6 uger.
Gensynet med Mljet, Restaurant Nine og Nationalparken, trak en skøn forbindelse til vores besøg for 9 år siden. Tiden her havde stået stille, og det var dejligt at se, at ikke alt i verden er i forandring.
Log
Log: 7817 Trip: 418,3 MT: 862,4

Cykeltur
Distance: 18,8 km Højdemeter: 148 m Max højde: 46 m Tid: 3 timer


