En fantastisk dag
Klokken 5.30 vågnede jeg og kiggede på Lasse. Jeg havde en forventning om, at han sov, men i stedet så jeg to blå piv-åbne øjne kigge op og ud af loft lugen – det havde regnet i nat og der var svag vind, ikke noget af betydning.

Uret skulle først ringe klokken 6, men vi var klar. Klokken 7.15 sejlede vi over til mastekranen. Vi aftalt start kl. 7.30 og vi startede kl. 7.30 – vi var jo i Tyskland. Det var klaret op, og der var ingen vind.

Rækkefølgen var bom, mast og de to stænger. Bom og mast var professionelt og hurtigt taget af, værftet har 2.000 båd håndteringer om året, så jo… de vidste hvad de gjorde, 4 mand var på, inkl. én i den mobile mastekran. Både mast og bom blev kørt væk og lagt der, hvor vi skulle arbejde videre med transportklargøring.

Stængerne derimod var ikke så nemme. I stangen på bagbord-side sidder radaren og i masten er der trukket 5 ledninger til forskellige ting bl.a. solcellerne, de skulle trækkes med op. Nederst på stangen og på skottet sidder en gummiring, hvis funktion er at forhindre vandindtrængning – den skulle af så ledningerne kunne komme op – den ring sad rigtig godt fast, som i rigtig godt fast. Det lykkes heldigvis, men vi havde sved på panden.

Vejret var klaret helt op, og solen skinnede lystigt. Resten af dagen gik med at afmontere masten samt at klargøre den til transport, hvilket betød, at alt skulle snurres fast og wrappes.

Yes…. Vi kom i hal som lovet. Vi hentede alt det værktøj og wrap, vi skulle bruge – det lå i båden. Lige her kiksede det med logistikken, for båd og mast lå ikke samme sted. Cykler var godt.

Det gik super godt, og vi arbejde godt sammen om at få opgaven løst. Klokken 16 var vi færdige og trætte. Vi glædede os til at få et bad på hotellet – vores overnatning indtil på torsdag.

Arborea hedder hotellet og det ligger i havnen. Vildt skønt at der kun var 3 minutter cykling fra båd til hotel. På hotelværelset fik vi fornyet energi, da det gik op for os at værelset var skønt stort med udsigt over Lübecker fjord, og at i kælderen var der både sauna og pool til fri afbenyttelse med både tøfler og badekåbe.

Herligt og forfriskende og klokken 19.30 var vi klar i restauranten til en 3-retters.
Søgeord
#Klargøring #Neustadt #Transport

