Transportsejlads fra Karresbækminde til Hesnæs
Vi skulle videre mod Rügen, som var vores mål på sommertogten.
Der var ingen vind, og den der var var for svag eller ikke fordelagtig for os, så på med motoren og afsted. Vi sejlede ud ved 9-tiden.

Turen tog den tid den tog, og der skete ikke meget undervejs andet end, at det danske smukke landskab gled forbi os mens solen skinnede på os.

Omkring klokken 12 kom vi til Storstrømsbroen, hvor den nye bro var ved at blive bygget. Kæmpe foretagende at bygge en bro, og meget fascinerende at sejle forbi på tæt hold.

En time senere sejlede vi under Farø-broen. Vi har mange flotte broer i Danmark, og det er fantastisk at få lov til at sejle under dem.

Vi sejlede gennem det smalle Grønnesund ved Hårbølle havn kl.14 og rundede Hesthoved kl. 14.30. Ingen af os havde været her før, og ingen af os vidste, at der eksisterede en Hesnæs havn, så vi var meget spændte på, hvad havnen kunne.
Vi ankom godt 15, og der var masser af plads og alligevel ikke. Vores størrelse båd giver aldrig mange pladser at ligge på. Vi kom til at ligge super godt, i forhold til den kedelige vind der var lovet senere. Flere andre sejlere nød os velkommen i havnen, det var meget hyggeligt.

Vi var positiv overraskede, alt åndede fred, ro og sommerhygge. Det var søndag så der var mange på havnen og på stranden.

Vi smuttede en tur i vandet og selvom der var rød alger badede vi. Bagefter gik vi en lille tur, fik en lille sladder med feriegæster og købte noget utroligt lækker brød hos den lokale bager og restaurant.

Ellers tilbragte vi aftenen på båden med god mad og planlægning af de næste dage mod Rügen.

Vejret var ustabilt så det var meget svært at kigge frem i tiden. Her til aften “sagde vejrudsigten”, at vi skulle holde Lasses fødselsdag 🇩🇰 i Hesnæs.

Heldigvis er vi utrolig gode til at gribe dagen, som den er.
Log
Afgang: kl. 9.15
Distance: 33,31 sømil
Gns. Fart: 5,84 knob
max fart: 10,41 knob
Tid: 5 timer 42 min


