Tilbage til Preveza i Grækenland

Klokken 4 var meget tidligt, selvom det var lyst. Martin hentede os 4.45 og kørte os i lufthavnen i hans nye el-bil. Meget behagelig tur i en skøn bil. Tusinde Tak Martin for at stå så tidligt op en mandag morgen.

10 dage er ikke lang tid at være hjemme, og de gled hurtigt afsted med gode ting som fødselsdag med barnebarnet, cykeltur ved Silkeborg med Team Topfart, pakke og lukke hus af, indimellem fik jeg syet 2 nye store solsejl til cockpittet – meget koncentreret og intenst.

Den første bagage der kom, på rullebådet, var vores, den næste kom meget hurtigt herefter, og på under 10 minutter stod vi i kø ved Avis. Det tog noget længere tid, men vi fik tilsidst en lille fin Obel Corsa med manuelt gear. Selvom vi havde fået et godt tilbud på 1700kr på lille bil med afhentning i Athen lufthavn og aflevering i Preveza lufthavn, så skal der lægges 40 € oveni hvis man ønsker at køre motorvej, tunneler og broer – det gjorde vi.

Turen fra Athen til Preveza var smuk. Solen skinnede og sigtbarheden var i top. Den imponerende motorvej snoede sig igennem et helt fantastisk kuperet grønt landskab, og tunnelerne borede sig igennem bjergene. Det var ikke helt billigt at køre på motorvejen og det afspejlede sig i de få biler. Især broen Rio-antirio-broen var vi begejstrede for, især idag lyste den smukt op i solen. Prisen for at køre over den var 15,50€.

På vejen handlede vi i Vonitsa, det var vigtigt, at vi havde basis tingene samt lidt mad, vand og kaffe til de næste par dage. Regningen blev på 116,50 €.

Vi var fremme ved Aktio Marina ved 16.30-tiden. Vi vidste, at vores ven Jesper var på sin båd og skulle hjem til Danmark idag, vi smuttede forbi Moondance og mødte en og tilfreds Jesper, som var ved at lukke båden af. Karen og Jesper sejler fra midt juli, hvor vi selvfølgelig håber på at møde dem.

Klokken 17 mødtes vi meget hyggeligt med kaptajnen fra Moondance ved Cleopatras Marina til en kold øl.

Vi smuttede omkring Blue Dot, inden vi mødtes, bilen ar proppet med vores bagage, masser af madvarer og en stige, så vi kunne komme ombord.

Vi sendte Jesper afsted til Kolding og tog selv tilbage til båden, hvor der var en masse, vi kunne tage os til. Det var dejligt at være tilbage, og båden så fin ud, og vores basilikum levede stadig.

Hele aftenen gik med at flytte ind og skifte lorte-slangen. Begge ting skulle gøres, og sidstnævnte var virkelig ulækkert, men det lykkedes og klokken 22 tog vi os en godnat øl og kravlede derefter i den nyredte seng.

Det havde været en lang dag.