Sidste nat med Tina i Atheni Bay
Tina og jeg tog en morgen-shopping-tur i Sivota, inden vi sejlede. Det blev til et par søde skåle, øreringe, armbånd og hårbånd.
De sidste indkøb i supermarkedet blev klaret, og så var vi klar til afgang. Dagens mål var Atheni Bay på Meganisi

Det eneste problem var, at vi lå, så vi ikke lige kunne komme ud. Vi var 3 både der ville afsted, men der lå en båd yderst med morringlines samt yderligere en nærmest foran på tværts ligeledes med morringlines.

For havnemesteren var det ingen problem, han kom i sin gummibåd, og trak os ud. Vi lod eDot blive tilbage, den ville havnemesteren komme med, når vi var ude. Vi snoede os ud mellem morringlines og kom fri – vi havde alle 3 sved på panden. Vi gav ham 10€ i drikkepenge, for vi var aldrig kommet ud selv.

Vores plan var at ligge for svaj med liner i land, den sidste nat Tina var med os. I håbet om at vi kunne bade i det skønne vand og bare være på båden og opleve det en sejlerferie også giver af muligheder.

Idag var vi ydermere så heldige, at der var en svag vind, men en vind vi satte sejl på, vi sejlede 2,5 – 3 knob. Begge sejl blev sat, og inden vinden løjede helt, nåede vi lige netop at sejle et stykke med sommerfugl, en svær sejladsform som Lasse er god til.
Lygtepælen, som Tina kaldte masten, fordi hun kun havde set den med lys på, havde nu sejl på, og hun erkendte, at det ikke var en lygtepæl men en mast til sejl, selvom det var morsomt og logisk sagt. Vi sejlede gennem strædet, hvor Lefkada var på bagbord og Meganisi på styrbord. Det var meget klart i vejret, og der var en masse at kigge på undervejs.

Heldigvis var vi igen heldige med at få den gode plads på østsiden af Atheni bugten. Vi havde været der et par gange, og det er et af vores favorit steder.

Tina var sej og svømmede med liner, og sammen fik vi bundet os til et par perfekte træer.

Resten af dagen var spækket med hyggelige aktiviteter. Bl.a. var vi en del på fordækket, hvor Tina og jeg lavede FaceTime med Kusine Birgitte fra North Dekota.

Det blæste lidt op, men vi forsøgte stadig at padle, men vi måtte erkende. at det blæste for meget. Vinden generede dog ikke solnedgangen, som vi nød på fordækket.

Efter aftensmaden raflede vi til mørket faldt på.

Ingen vi hoppede i køjen, tog vi en aftendukkert i det blå lys.
Log
MT:
Log: 8684
Trip: 174,7


