Optagning i Preveza Actio Marina
Vækkeuret ringede da det stadig var mørkt. Regnen og vinden havde heldigvis lagt sig, og det var stjerneklart.

Meget heldigt for om en time havde vi aftalt båd optagning i Actio Marina, knap en 1/2 times sejlads fra Preveza havn.

Vi lå i båsen ved kranen kl. 7.45 og der var stadig ingen liv på land. Vi var begyndt at grine lidt af, at det nok var klokken 8 “græsk tid”, men allerede klokken 8.15 var der liv, og klokken 8.30 hang Blue Dot i kranen.

Lidt i 9 var båden vasket og klokken lidt i 10 stod den på pladsen. Meget effektivt og helt igennem professionelt, alt grineri var forsvundet og vi var yderst tilfredse både med den service vi fik og med pladsen vi havde fået tildelt. Det var lidt vildt at se båden på land med mast på, det var første gang vi prøvede det.

Vi arbejdede til klokken 17 kun afbrudt af frokost og ankomst af lejebil samt en tur til Preveza i adskillige farvehandlere og rengørings butikker. Citronsyre, grundrens, afdækningsplast, tape mv.

vi havde lejet et hotelværelse i de 3 dage, vi havde afsat til vinter klargøringen. Det var dejligt efter en lang arbejdsdag, at kunne lukke båden i og tænke på noget andet.

Vi fik taget anker og ankerkæde helt af, det minimerede vægten fortil og med ankerkæden helt af forhindrede det mus mm. at kravle ombord. En god frokost ombord med de rester vi nu havde.

Det var lovligt at vaske, selvom vi var på land. Det blev vasket 3 maskiner med sengelinned, håndklæder, tæpper mv. vejret var perfekt til hurtig tørring.

Lasse gik i gang med at ordne propellen, der var rimeligt medtaget. 20 minutter i en balje med citronsyre opløsning og bladet var renset.
Vi var tilbage på hotellet ved 17.30-tiden lige 1/2-time før poolen lukkede. Maria, den super søde unge kvinde, var serviceminded og serverede en kold øl ved poolen. Vi nåede dog ikke i vandet, idet poolen lukkede klokken 18, så vi tog øllen med på værelset og var tilfredse med dagens arbejde.

Vi sluttede af med en gåtur og middag i den hyggelige Preveza Old town 2 minutter fra hotellet.

En lang arbejdsdag ventede os igen i morgen.
Log – sæson slut
Log:8508 Trip:1110 MT:1091

Placering på land
Gang 9, et godt sted mellem andre både. Steven vender mod syd.


