Misset Transportvindue
Selv den bedste planlægning kan blive spoleret af uheld. Planen var, at transporten af vores båd skulle starte onsdag d. 4. juni kl. 22.00. Desværre fik transportfirmaet ikke den nødvendige tilladelse af det tyske politi, vi var i venteposition hele natten optil d. 4. juni. Den endelige afgørelse med besked om ny dato kom ved 13-tiden d. 4. juni. Lidt af en mavepuster nu hele vores system var indstillet på afgang den kommende fredag.

Vi fik det at vide, i mens vi gik rundt i Roskilde gågade for at købe ind til familiebesøg om aftenen.
Den nye dato lød på afgang mandag d. 16. juni. dermed blev en hyggelig indkøbstur i gågaden til, at vi satte os på en bænk på torvet, hvor Lasse fik ændret vores flybillet, rykket vores billeje samt overtalt hotellet til at flytte vores reservation. Vores aften med vores børn og børnebørn blev vellykket alligevel, selvom vores planer nu var helt ændret – agile living day by day.

Årsagen til at transportvinduet blev afvist, kræver en forståelse for hvordan systemet fungerer. Vores båd er en bred last dvs. over 4 meter bred og kan ikke overhales. Chaufføren har tilladelse til at køre mellem klokken 22.00 og 06.00, udenfor motorveje skal der være politieskorte. Transportfirmaet kan ansøge om tilladelse tidligst 3 måneder før afgang og få godkendt ruten. Det var sket, og ruten var godkendt, ruten hvorpå vores båd skal transporteres kræver accept fra 10 forskellige politikredse. Selvom ruten var blevet godkendt tidligere, så skulle den godkendes igen 48 timer før afgang, i det tilfælde af nye opståede trafikale forhold, der forhindrede ruten. Vores uheld var, at 2 ud af 10 politikredse afslog ruten pga. vejarbejde. De 2 politikrede har godkendt den nye plan, så det håber vi holder. Samtidig håber vi på, at de andre politikredse stadig godkender, og at vi stadig ikke er for tæt på sommerferien.

Vores nye plan ser således ud:
- Mandag d. 16. juni afgang fra Kastrup til Ljubiana (Sloveniens hovedstad) med sightseeing og overnatning
- Tirsdag d. 17. juni kørsel til Portoroz med indkvartering på hotel
- Onsdag d. 18. juni Blue Dot ankommer (forhåbentlig) og søsættes i Portoroz havn
Herfra skal Blue Dot klargøres til sejlads i Adriaterhavet.

