Med liner i land ved stranden på Kastos
Udlængsel… afsted… noget nyt… vi måtte videre fra Atheni Bay på Meganisi. Selvom her var skønt, og vi hurtigt kunne overtale os selv til en dag mere her.

I går aftes havde vi heldigvis aftalt, at vi skulle videre, selvom tiden var blevet knap pga. lækagen og knap fordi nye Blue Dot gaster påmønstrer på mandag.
Vi havde oprindelig en plan om at sejle syd på til Ithaki og Kafelonia, men det vindue var definitivt lukket. Istedet satte vi kursen mod nordsiden af Kalamos.
Episkopi lille charmende havn på nordsiden af Kalamos, hvor der var mulighed for at ligge for anker eller gå i havn. I havn var udelukket, fordi vi ikke ville i havn, og for anker var også udelukket pga. for mange både, der allerede lå for anker.

Vi sejlede videre nord om toppen på Kalamos. Der var vildt smukt, kæmpe bjerge rejste sig, og selvom det ikke var første gang, vi var der, blev vi vildt betaget.

Næste ankerbugt var Kalamos Wooden Bay. Den lå lige rundt om spidsen og var utrolig smuk med krystal klart vand. Der lå en katamaran-flotille, der var ved at lette anker, og vi undersøgte muligheden for at ligge der, lige indtil at bugten blev nærmest invaderet at nye katamaraner.
Vi fortrak og sejlede videre mod Kastos og sydøst siden af øen. Vi havde sejlet her før, og vi havde gået på land langs stien. Vi vidste, at her var smukt, så vi tog det stille og roligt og undersøgte alle steder, vi skulle nok finde et sted.

Vi sejlede for motor hele vejen, dels fordi der ingen vind var, men da der kom vind, var det modvind. Vi fik afprøvet omdrejningerne på motoren og fandt ud af, at propellen rystede mindst ved 1200 og omkring 2000 omdrejninger, godt at vide. Bakke skulle vi gøre mindst muligt.
Vi kiggede ind i alle de små bugter på vejen, og endte i Agios Emilianos. Vi havde været her med min søster Tina og bade fra landsiden i sidste uge.

Det tog lang tid både med at få ankeret til at sidde fast, der var både klipper og søgræs, så kunsten var at finde sand hvor ankeret kunne smides. Da det var en strand, vi havde valgt, var det svært at finde steder, hvor vi kunne binde fast. – men det lykkes efter ca. 1 1/2 time. Det stod en pæn vind fra syd, så vi havde vinden ind fra siden.

Det lykkes, og resten af dagen var der fri leg. Det var ikke svært at finde bøgerne frem, eller hvad vi ellers kunne finde på. Her kunne vi godt blive et par overnatninger, hvis vejret tillod det… Nu var det badetid… plask!
MT: 1141
Log: 8710
Trip: 200,2


