Impulsiv mandag i Kattinge Vig

Selvom klokken alligevel blev 15.30 og selvom det blæste 9 sm, blev vi enige om at sejle ud og blive ude natten over.

Men da vi kom ombord, blev vi mødt af en million døde dansemyg, og næsten lige så mange levende. De fløj rundt inde i cockpitteltet og de lå i store plamager på dækket.

Det gad vi ikke at sejle i, så igang med at spule og vaske båden.

Vi kom afsted kl.18, vinden havde lagt sig og det blæste mellem 6-8 sm fra nordvest.
Blue Dot blæste derudaf, og hun stod flot med de hvide sejl. Lasse trimmede og var i sit es. Vi blev enige om, at sejle derudaf bare for at sejle. Så vi sejlede for en halvvind op i bredningen, lavede en vending og sejlede tilbage mod Vigen. Vi håbede på, at vi kunne finde læ, for så meget havde vinden ikke lagt sig, og vind fra nordvest var ikke det bedste i Kattinge Vig.
Vi fandt læ, og træerne var sprunget ud i Kattinge Vig, skønt syn og fantastisk tanke at det er de lyse tider vi går i møde. Vi arbejder stadigvæk på at finde en god måde at fastgøre alle de mange store fendere på. Vi lagde os ved bøjen ved shelteren i Kattinge Vig, der var tændt bål og sat telt op, men ellers var der kun os.
#TheViewFromMyBedroomWindow kl. 6.30
Vi sejlede for motor hele vejen hjem tirsdag morgen, og det tog ikke mere end 1/2 time at sejle de 3 sm, fra vi havde frigjort os fra bøjen, til vi havde lagt til på vores plads. Der var tid til en kop kaffe mens Campingpladsen i Veddelev drev forbi i morgensolen. Det var stadig meget koldt selvom det var 3. maj.