🇩🇰 Hjem til Danmark
Vi var jo temmelig langt fra Candidasa, hvor vi skulle aflevere vores scootere, og langt væk fra Denpasar hvor lufthavnen lå.
Det kom bag på os, at vi pludselig skulle så hurtigt hjem, men vi var heldige med flybilletterne. Vi mødte flere som ikke var helt orienteret om Corona situationen, og derfor ikke havde travlt med at komme hjem endnu.
Men tak til dig Lasse for at have tegnet et tele-abonnement, så vi var on-line. Det var ikke fedt – absolut ikke fedt at afslutte en længe planlagt ferie sådan her, men ferien var alligevel ødelagt, så nu gjalt det bare om at komme til DK. Syge i Indonesien var ikke sagen.
Vores balinesiske ven Inyoman, kom sammen med sin bror og kørte vores scootere tilbage til Candidasa på en lastbil, og brormand havde en flot taxa, og han kørte os til lufthavnen.
Det var meget varmt, og vi tog turen som en slags sightseeing, hvor trafikken tog til, jo tættere vi kom på lufthavnen. Vi havde ikke nær nok set Bali, men det var der ikke noget at gøre ved nu.
Vi nåede flyet til Stockholm og fløj videre med et næsten tomt fly til København. Vi kom hjem i sikkerhed uden at blive smittet – det var det bedste.




