Gynggang sejlads til Sant José
5 ms lige bagfra med 1 1/2 – 2 meter gamle søer ind fra siden. Det var umuligt at sætte sejl, de ville dingle fra side til side, og det ville ødelægge sejlene. Så vi måtte bare bide i det sure æble, og sejle dinglesejlads for motor fra Águilas til Sant José – over 7 timer med gynggang… vi var godt trætte, da vi kom frem. I havneguiden stod der, at havnen havde plads til både på over 30 meter – det var meget svært at forestille sig, idet alle andre både var meget små.
Byen var lille og hyggelig, igen en rigtig ferieby uden for sæsonen. Vi gik en tur, og fandt ud af at vi var havnet midt i en af de smukkeste naturparker i Spanien – Capo de Gata. Lige rundt om hjørnet ventede en fantastik cykeltur på os.
Havnen var ok i pris 38€, så vi ville blive et par overnatninger. Nu var vi jo snart ved at være fremme ved vores slutdestination, så vi skulle lige have de sidste naturoplevelser med.





