Gennem Lefkada kanalen mod syd

Ormos Skouliki var en gynggang bugt, men heldigvis vi fik alligevel en rimelig nattesøvn, selvom vi vågnede en del gange. 

Efter en skøn morgendukkert sejlede vi ud i morgenstunden syd på mod Lefkada kanalen. Vi håbede på, at nå åbningen kl. 14.

Vi var heldige med vinden de første par timer, så sejlet kom op med det samme.

Senere løjede vinden fuldstændig, og vi startede motoren.

Vi ankom til kanalen omkring klokken 12, så vi havde god tid.

Broen i kanalen er i virkeligheden en færge, der kan dreje om egen akse, slå klapperne op så bådene kan sejle igennem. Vi havde sejlet igennem kanalen på vores forrige tur for 9 år siden. 

Broen vi sejlede igennem dengang, var til reparation i Italien, så en rigtig bilfærge var sat ind som erstatning. Færgen lå på tværs hvor broen plejede at være med begge klapper nede, og der var en heftig trafik på denne 4-sporede erstatningsbro. Et specielt syn at se biler og lastvogne køre ind i begge ender og ud på sammetid.

Det betød, at bilerne kørte igennem færgen for at komme fra fastlandet til Lefkada og omvendt, det så helt vildt ud. En fantastisk græsk løsning på at fixe et midlertidigt problem.

Når der skal laves passage til bådene sejler færgen helt væk så bådene skal sejle igennem, så det gælder om at være let og klar til at sejle igennem, hvis man gerne vil med.

Vi havde et par timer til broen åbnede og havde derfor brug for at lægge til. Vi fik lov til at lægge os uden på en hollænder, som samtidig fortalte os at åbningstiderne var ændret fra denne dag den første september, og næste åbning derfor var klokken 19.00.

Det tog os lidt tid at sluge den oplysning, men da vi havde slugt den, fandt vi kortspillet frem og affandt os med ventetiden.

Det var den vildeste oplevelse at sejle igennem kanalen, for der havde hobet sig en del både op på begge sider, så der var en vild trafik i den smalle kanal.

Da vi var kommet i rigtig god tid, lå vi perfekt til gennemsejlingen, samtidig lå vi ikke i vejen for færgen, der sejlede lige forbi os, hvor mange af de andre både måtte flytte sig.

Efter kanalen søge vi ind i den første bugt for natten – Lefkada Channel Southern End. Vi smed vores anker tæt på hinanden og spiste aftensmad på Moondance. Vi så frem til en fredelig søvn, der var ingen dønninger.

Log

Log: 8324  Trip: 925,6  MT: 1047,5 Distance: 33 sømil