Fra Maó til svaj i gyngang bugten Cala Binibéquer
Vi havde lagt en ambitiøs plan for formiddagen, med en del praktiske gøremål.
Der skulle afleveres cykler, handles, gøres båd rent, købes gæsteflag – alt sammen inden udtjekning klokken 12.00.
Vi delte os i to hold som startede fra en ende af. Handle holdet fik hurtigt fyldt et par vogne og måtte med taxa tilbage til Blue Dot, som i mellemtiden var blevet spulet og tørret. Kort før 12 kom havnemanden og sagde, at han skulle bruge pladsen klokken 12.
Det lykkedes os lige netop efter at det spanske flag var blevet købt og sat på behørig vis under styrbord Salling.
Vi sejlede ud af Marina Mahón lidt før 12 med kurs mod tankanlægget – det var
lavvande og vi fik 170 liter på.
Planen for dagens sejlads var at sejle til vestsiden af Menorca – til en lille bugt hvor der var læ for dagens søndenvind. Vi fandt også bugten, der var fuld af lokale både på gule bøjer. Den var også væsentlig mindre en forventet, så der var ikke plads til 15m sejlskib.
Vi sejlede videre og mødte snart både vind og bølger, som så ofte før mere af begge dele end lovet.
Vi vendte om for at sejle tilbage til Mahón, hvor vi vidste, at vi kunne ligge for anker, men besluttede alligevel at tage kampen op med at finde en mulig bugt – så – vi vendte igen og kom efter et par timer til en bugt fuld af betalingsbøjer. Vi erfarede at sæsonen var slut og at det var gratis at benytte dem.
Vi snuppede én så langt inde som muligt, men lå alligevel meget uroligt. Vi fik Rubber Dot i vandet og havde en kort ekspedition til en strandbar og sejlede tilbage i tusmørket.
Efter en god middag fra Blue Dots køkken, tørnede vi ind og håbede på en rolig nat. Det blev desværre ikke tilfældet. Vinden lagde sig til nul, og vi lå på tværs i søen og rullede i mange søvnløse timer – det blev en lang nat. Men heldigvis havde det været en god dag 😄👍🏻






