En blæsende dag i Smögen
Kontrasten til sommerdagen i går var stor: 12m/s , byger og 16 grader. Rigtig øv, hvis vi tillod det, men vi tillod det det ikke.
Det var for blæsende til at bade på klipperne, så ingen morgendukkert, Men, vi kunne lave film og yoga. Lasse blev færdig med sin første 100% dronefilm om dagene på Læsø.
Der var også lidt vasketøj nu både strøm og vand var “gratis” dvs. inkluderet i havneafgiften.

Så Yoga, redigere drone film, holde øje med vaskemaskinen, lave fenderbræt, mere sejladsplanlægning – formiddagen gik hurtigt.
Kort før frokost tog vi en gåtur i byen, som ligger på den nordlige side af havnen. Masser af tøjbutikker med alt i sejler-inspireret outfit i blåt og hvidt. Masser af restauranter med fortrinsvis fisk. Og – masser af mennesker, langt de fleste turister fra landsiden, som kom med færgen over for at være en del af sommerhyggen i Smögen.
Vi brugte lidt tid på at finde det helt rigtige sted og fik Räkmaka nr. 2 på turen. Lækkert trods frække måger, som sad på lur på tagene for at snuppe maden.
Efter gåturen mere bådhygge/arbejde, et lækkert aftensmåltid og en fantastisk gåtur til klipperne, hvor vi denne gang komme så højt op, at vi kunne se solen gå ned. Vi så en ½ film på TV – lige nok til at nå i seng inden midnat. Det blev en god dag trods vejret.

