Bryllupsdag, fisk, Champagne og stenskred i Glomfjord
Vi havde sovet på byens stort set eneste campingplads i Bodø, den lå i havnen, som vi var kommet til i går aftes. Vi skulle mødes igen med Lotte og Tommy, efter et par dage hvor vi havde været hver for sig.
Vi var forholdsvis tidligt på færde, vi havde planer om at gøre os klar til at køre videre efter lidt shopping og indkøb. Det var vores 30 års bryllupsdag i dag, og den skulle fejres.
Vi tog turistinformationen, en fiskeributik og sidst fiskebutikken hvor vi skulle mødes med Lotte og Tommy kl.10. Vi var i fin tid, så vi satte os på en bænk i byen og spiste morgenmad og hilste på alle krydstogtpassagererne.
Alt klappede med hensyn til indkøb, vi købte nogle meget lækre forskellige fisk og specialiteter i fiskebutikken vi lagde vægt på at alt var fanget i Norge, i fiskeudstyrsbutikken købte vi det rigtige grej til at fiske med, når vi kommer ud til Saltstraumen.
Klokken 10.30 var vi på vej ud af byen på vej ud mod vej 17. Folkevejen der skulle danne rammen om vores næste fem seks dages tur sydover. Ca. 500 km.
Første stop på vejen var Saltstraumen. Saltstraumen er er verdens stærkeste strøm. Fire gange i døgnet løber 4.000.000 liter vand ind eller ud af dette stræde. Det lille stræde er det perfekte sted at se den voldsomme strøm, der dannes i løbet, samtidig er det også det perfekte sted at fiske.
Vi slog os ned på en lille café, hvor de serverede en meget speciel kage, en slags pandekage med myseost og creme serveret varm, det var en mærkelig oplevelse men caféens specialitet.
Mens vi ventede på at få kagen serveret, gjorde Tommy og jeg vores fiskegrej klar og gik straks ned til vandet.
Jeg nåede at kaste to gange, inden Gitte råbte fra caféen, at nu var både kage og kaffe klar.
Det havde jeg desværre ikke tid til, for jeg havde fået en fisk på krogen.
Det viste sig at være en lyssej på godt 2 kg, som vi straks fik op på stranden, gjort klar og pakket væk i vores camping køleskab.
Efter at have indtaget den mystiske kage og en god kop kaffe, gik vi tilbage til fiskeriet, og det lykkedes mig at fange yderligere to lyssej, den ene lidt mindre den anden lidt større end den første.
Vi fik pakket begge fisk af vejen ved hjælp af Tommy, som rensede begge fisk. Vi lagde dem begge på køl. Nu havde vi både købt fisk til aftensmad og selv fanget.
Turen gik længere syd på, igennem et ualmindeligt og ubegribeligt smukt landskab, den ene dybe smukke fjord efter den anden, helt ude på kanten af det åbne Norske havet. Vi var enige om, at Norge nok var det land, der havde de fleste og de smukkeste broer.
Vi havde besluttet os for, at køre så langt vi kunne til Glomfjor og videre til Fyrkanten. Vi havde udset os et par steder der. Vores krav var læ, sol, bål og badning – umiddelbart svære krav men ikke uopnåelige.
Vi ville stoppe inden vi nåede Svartisen, Norges største gletcher, vi havde nemlig en ambition om at gå den i morgen – nu måtte vi se med vejr og vind.
Placeret rigtigt i forhold til sol, bål og badning have vi udpeget en plads som lå stykke op ad bjerget, og det viste at være et helt forrygende sted – vi var tilfredse og slog os ned. Udover et fantastisk vandfald ved P-pladsen, var der en lille sti ned til Fyrkant søen. Her var der den mest fantastiske udsigt og den mest fantastiske bålplads med et lille hus med bord med dug og Bålsted. Det var lige hvad vi ønskede os. Vi kunne alt det vi gerne ville, på denne skønne aften.
Billederne vi tog, må tale for sig selv. Vi startede med af planlægge middagen, sættet brødet i Omniaen, dække bord og lave bål. Herefter tog vi os en dukkert i det klareste vand og tilberedte maden.
Vandet i søen kom fra vandfaldet som kom fra den gletsjer der lå lige ovenfor. Svartisen som vi ville besøge i morgen og var det klares reneste drikkevand man kunne forestille sig.
Mens vi fisken var på bålet, var vi ude for en lidt forskrækkende oplevelse. Der kom et klippeskred på skråningen ikke langt fra os, det lød voldsomt og kæmpestore klippestykker væltede ned igennem skoven og en klippe helt ud i søen. Støvet stod op og lyden høj – billedet viser en intensitet og bekymring over noget vi ikke umiddelbart kunne identificere.
Det viste sig at klippestykker havde ødelagt vejen lige oven for, hvor vi havde været for ganske få timer siden, og det var lidt forskrækkeligt at tænke på, om det nu skulle ske igen.
Inden for en en halv time kom vejvæsenet og fik udbedre skaden i vejen, heldigvis var ingen kommet til skade.
Efter at have spist nød vi udsigten ud over vandet, og vi fik ryddet fint op og skrevet i gæstebogen. Vi efterlod stedet i fineste orden og gik tilbage til vores campere.
30 år er lang tid… og alligevel er det ikke. Der er sket en masse i vores liv sammen, og alligevel syntes det hele at være sket i går og alligevel ikke. Vi har haft en mange skønne bryllupsdage, og én ting er sikkert – denne dag ville forblive uforglemmelig. Heldigvis lavede Lasse en lille hyggelig film.
Aften sluttede af med at flytte vores campere lidt væk fra skråningen bare for en sikkerheds skyld, og var nu klar til at hoppe køjen klokken 23 – vi havde haft en fantastisk dag.