Bornholm afmønstrer på Corfu

Gårsdagens uvejr havde efterladt en meget urolig havn, så havnen var et heftigt gynggang, og natten havde været mildest talt forfærdelig.

Cockpittet var drivende vådt, og der var opbruds stemning, idet Groa og Christian skulle hjem. Vi sad om læ og drak en kop kaffe. Vi havde selfølgelig håbet på en en hyggelig sightseeing dag i Corfu By – det var også hyggeligt, men vejret og den urolige nat var ikke den slutning på en forrygende uge vi havde drømt om. Men trods dette er det helt sikkert en afslutning der vil blive husket.

Klokken 9 sagde vi farvel, og sammen med Lasse gik de uden for fortet og fik fat i en taxa. Lasse gik videre for at finde et supermarked, desværre uden held da det var søndag og butikkerne havde lukket. Jeg blev på båden og forsøgte at hænge al det våde til tørre.

Vi havde haft en skøn uge, med masser af gode oplevelser, grin, god mad og masser af badeture.

Rundturen fra Corfu via Paxos og fastlandet blev til 70 sømil. Vi fik set et bredt udsnit af Ionian sea, og vi fik svømmet, snorklet, padlet og spist en masse skøn græsk mad. Ruten kan ses her:

TAK Groa og Christian for endnu en god oplevelse sammen – I er bare de skønneste rejsekammerater 🫶