Bade og bytur i Lefkada by
Det var en varm dag, og vi var stadig i gang med at gøre klar til optagning. Men det blev alligevel for varmt til at arbejde midt på dagen, så vi tog cyklerne til stranden.
Stranden lå på ydersiden af kanalen, hvor vi havde sejlet igennem. På stranden var der en hotelruin, der også lå der sidst vi var der i 2016. Intet havde forandret sig.

Der var en pæn vind, så det var ikke fantastisk at ligge på stranden, men dukkerten var god.
Om aftenen var vi enige om at kigge nærmere på den hyggelige by. Karen og Jesper havde besluttet sig for at vise os både en lækker restaurant og en populær drinksbar – og vi var friske.

Restauranten hed Lighthouse og var en gammel og meget hyggelig familie restaurant – maden var meget lækker og meget græsk, lige som det skulle være.

Cocktailbaren var noget helt for sig selv, og bestemt en oplevelse værd. Baren var ejet af et cubansk par dvs. manden var fra Cuba og spillede selv skøn musik live, mens hans kone var græsk, men helt fantastisk farverigt klædt på og begge var i mægtigt humør – lige som os. Vi fik et par cocktails mens lyttede til hans musik og sniksnakkede. Bestemt et sted vi vil vende tilbage til.

Det nåede at blive mørk nat inden vi kom tilbage til havnen, velvidende at i morgen var vi i gang igen med klargøring og pakning.


