Alt under vandlinjen kom på plads
I takt med at tiden gik, og vi nærmede os 25. april, blev flere og flere ting gjort. Vejret havde smilet til os og varmet både hallen og båden op.
Vi begyndte at planlægge med at tage op til båden lidt oftere, end vi havde gjort indtil nu, og primært fokusere på at få klargjort alt under vandlinjen.

Det betød bl.a. at vi fik poleret propellen samt sat zink på både propellen og bovpropellen.

Hjemme på Ternevej blev madrassen til forkøjen syet færdig. Spændende om det ville virke. Vi købte madrassen sidste sommer, men det var først nu, vi tilpassede betrækket. Ingenting på en båd var lige, så madrasbetrækket var 100% tilpasset til forkøjen.
I dag havde vi delt os op, med hver vores fokus. Jeg var hjemme, og Lasse var i båden for at undersøge et problem i vores elektriske system. Det blev meget tydeligt da vi efter 3 måneder fik båden på land, og så at næsten al zink på propellen var væk, i stedet for at tæringen var sket på den dertil hørende zink-klods.
Lasse fandt endelig nul efter en del søgning i de elektroniske installationer, og konstaterede at det virkede. For at være helt sikker satte han en ekstra nul-ledning ind – så nu var der dobbelt nul.

Endvidere blev zink klodsen renset, så den stod skarpt og kunne bruges en sæson mere. Kontaktpunktet under båden til klodsen blev grundigt rengjort. Klodsen var den der skulle tage “jorden” fra strømmen, nu måtte tiden vise, om det var det, der skulle til.
Alt under vandlinjen var kontrolleret og i orden.

