Fremme på Skiatos

I dag skulle vi nå Skiatos!

Det var nemt at lægge fra i Yiali bugten, det var bare at slippe fortøjningen på bøjen. Vejret var som de andre dage, næsten ingen vind og den der var, var i næsen. Det var køligt selvom solen skinnede. Afsted med os for motor alle 41 sømil nordpå mod Skiatos.

Det gik ok selvom, det var meget koldt idag. Først da vi kom til Skiatos kanalen, der ligger nord for Skiatos, kom der store dønninger på godt 1 meter og vind, det blæste op til 10 sm, selvom vejrudsigten sagde ingen vind. I bøgerne står der, at man skal undgå at sejle i kanalen ved kraftig nordøsten vind – det tror vi på, vi havde ingen vind idag, og alligevel pev det os om ørerne.

Der var kun to andre både i havnen, så vi kunne frit vælge, hvor vi ville ligge, noget der kun kan lade sig gøre på denne årstid. Denne ø er crazy og propfuld om sommeren.

Godt at være fremme på vores første bestemmelsessted og være klar til at tage i mod de første gaster på fredag – Vi glæder os nemlig til at byde Tina og Kim Velkommen ombord.

Meget smukt og meget grønt landskab. Her runder vi den nordligste spids på øen Evia.
Det var koldt så både Musto og Goretex var i brug.
Smukke Skiatos fik os til at glemme både kulde, dønninger og lyden fra motoren.