Nordpå fra Lefkada til en blæsende nat for anker i Vonitza
Vores oliesuger var stadig ikke kommet, der var gået kludder i transporten, men nu var den på vej fra Athen, men hvornår den landede i butikken, var uvist.
Lasse cyklede til butikken, da de åbnede klokken 9, og når vi kendte status, ville vi beslutte os for, hvad vi gjorde. Vi kunne ikke blive i havnen, da alle charterbådene ville komme tilbage, indtil klokken 14 havde vi fået lov til at ligge der.

Pumpen var stadig ikke kommet, men den rare dame i butikken tilbød at aflevere pumpen i Vonitza, hvor hun tjene lidt ekstra penge i job nummer 2.
Med en aftale om at hente den i Vonitza, der præcis var den bugt, vi havde en aftale med Moondance om at mødes, gjorde, at vi pakkede os sammen til afgang.
Vi kom gennem broen kl.10 Den gamle bro var heldigvis kommet tilbage med 2 timers åbning. Sammen med 100 andre både, sejlede vi i gennem på en lang linje – godt at det stadig var stille vejr. Det er altid fascinerende at sejle på en lang række for at komme igennem en bro, ved denne broåbning var der ekstra mange både.
Vejrudsigten havde lovet blæst og regn fra øst, så vi havde bestilt havne plads i Preveza fra i morgen lørdag til søndag.
I nat fra fredag til lørdag var det planen at ligge for anker tæt på Preveza, hvor vi skulle på land om et par dage. Turen var for motor, heldigvis var der kun et par timers sejlads.
Naturen ændrede sig mærkbart, alle bjergene forsvandt og der kom løvtræer. Vi kom endvidere forbi en del fiskefarme.
I bugten lå der flere svenske både og med den omgivende natur, kunne vi tro, at vi var i Sverige.

I 3. forsøg holdt ankeret. Vi fik lidt frokost og lidt afslapning, selvom det var delvist overskyet, var det stadig over 30 grader. Vi tog en forfriskende dukkert, hvor vi mod øst havde udsigten til konsekvenserne af en kæmpe skovbrand og mod vest en udsigt til løvtræer og byen i baggrunden. Lasse sejlede ind til byen, mødtes med den rare dame og fik oliepumpen med tilbage – mission completet.

Vinden drejede rundt, og det gjorde vi også. Vi fik en fantastisk og helt magisk solnedgang, og vi lå et sted hvor solnedgangen mindede os om Alholm et af vores yndlings steder i Roskilde Fjord. Vi sad i flere timer på fordækket og nød turens sidste aften for svaj.

Senere på aftenen efter mørkets frembrud tog vinden til og drejede i stik øst som lovet.
Vinden tog desværre til med hyppige og kraftige vindstød over 13 ms. Vores anker holdt heldigvis, men alle bådene svajede rundt fra side til side.

Vi sov i cockpittet indtil ved 2-tiden, det blev ikke den bedste nattesøvn, men det var alligevel den bedste sæsonafslutning for svaj.
Log
Log: 8500 Trip: 1102 MT: 1089,3

