Spektakulær vandretur i Skuleskogans Nationalpark – Höga Kusten
Et af de områder vi havde set meget frem til var Höga Kusten – et område ud til den Botniske bugt nord for Sundsvall. Navnet kommer af, at kysten har hævet sig flere hundrede meter og dannet et helt specielt landskab. Det var det vi var kommet for at se og her ligger Skuleskogens Nationalpark hvor vi havde overnattet ved indgang syd.
Stedet var efter bedste svenske stil indrettet med en fin parkeringsplads, toiletter og mulighed for at komme af med affald.
Læsset med sandwich (hjemmebagt i Omnia), te og forfriskninger kom vi afsted ved 10-tiden. Vejret var flot, sol med blæst og mellem ca. 4 og 10 grader.
Den første del af turen var opad gennem skoven på bræddestier det meste af vejen. Der var rislende bække som tegn på at sneen højere oppe var under afsmeltning og lidt forårstegn her og der.
Undervejs så vi flere store områder med runde sten som var grønne af bevoksning. Tegn på tidligere kystområdet hvor stormen havde kastet de store sten op på kysten, men som nu befandt sig i flere 100 meters højde, som resultat af landhævningen.
Bræddestierne var meget nyttige, for det var meget vådt og sumpet mange steder. Målet for turen op var Slettdalsskreven – en lang bred sprække på toppen af bjerget. Som vi nærmede os blev det koldere og sneen lå stadig på bræddestierne. Trådte man ved siden af var det op til 75cm tøsne med vand under, så det var om at holdt tungen lige i munden.
Tempoet faldt til ca 1km i timen igennem det meget varierede landskab som ud over de grønne stenmarker af hævet kyst også var højmose, som når man stod stille, hurtigt blev fyldt af frøer som kom til overfladen og kvækkede lystigt.
Her fandt vi en solplet og et træstamme hvor vi fik en kop te og nød den varme krog.
Da vi nærmede os sprækken og toppen, blev terrænet virkelig svært. En stejl sne- og klippefyldt skråning førte op til en stenport, men så var vi oppe. Sprækken var helt fyldt med sne. Et flot syn, men samtidig åbnede sig den mest fantastiske udsigt over dem solbeskinnede park, de stejle skrænter, runde klipper og tilfrosne søer, det hele foran det blå hav med udsigt til Finland.
Det blæste en del, men en lækrog i solen var det perfekte sted til te og sandwich.
Nu var tiden inde til at beslutte den videre tur. Tilbage samme vej? Eller den noget længere tur ned til vandet og en rundtur tilbage til Sneglehuset.
Det blev den lange og det var det rigtige valg. Den første del af en stejl nedstigning på trapper og zigzag stier og bragte os mange meter ned mod Tärnättvattan, en tilfrosen sø med flere bålpladser, brænde og læhytter, hvor flere familier havde slået sig ned og nød forårssolen.
Herefter blev det en lang skråning på flade klipper i en åben skov ned mod havet. På denne side var sneen smeltet og tempoet steg og det var muligt at nyde udsigten over havet og det smukke landskab.
Kort før kysten mødte vi Sneglehus 1 Crew og herefter forsatte vi gennem grandskoven som igen var smattet og smeltevandspræget. Dette betød en enkelt afstikker til standen og det smukke men kolde vand. Turen endte med en opstigning til parkeringspladsen og her kunne vi begge mærke at vi havde været over 6 timer på benene, tilbagelagt 11 km og ca 400 højdemeter. Vi var dog ikke mere trætte, end at vi fik grillen frem og lavede aftensmad. Vi spiste inde og det blev ikke en sen aften, vi var trætte og komplet opfyldt af en fantastisk dag.
