Tilbage til Roskilde i kedeligt vejr

Ok… Vejret var ikke blevet bedre i løbet af natten, og det ville heller ikke blive bedre i løbet af dagen… fortalte vejrudsigten os. Til gengæld kom vinden fra syd… juhuuuu… Lige i næsen. Så det blev for motor hjem i tåge og 16 grader… Igen… Suk…

Det forhindrede os dog ikke i at tage en dukkert, og vandet var varmere end luften. På vejen tilbage til båden smuttede vi inden om sejlerbadet og fik varmen under bruseren, og da vi kom tilbage til båden sejlede vi. Klokken var 8.30 og Jakob stak hovedet op og sagde godmorgen. Ingen grund til at blive i Rørvig i dette vejr, så de smuttede kort tid efter os.

Vi lod cockpit-teltet sidde i styrbord side, så havde vi læ på vejen hjem, det var rart.

I bredningen så vi et kæmpe containerskib, der skulle til Frederiksværk. Det sejlede langsommere end os, og i Kulhusrenden satte vi kursen, så vi kunne overhale det. Det kom ret tæt på, og det var ret vildt – det virker voldsommere og tættere, end det ser ud på billederne. Godt der ikke var flere skibe på vandet.

Vi kom under broen klokken 11, og denne tur for indadgående, var, som vores plan så ud nu, den sidste i denne sæson.

Vi lagde til på vores plads lidt over 13. Lasse samlede sin cykel, og cyklede hjem for at hente bilen. Jeg pakkede båden sammen imens. Ved 14.30-tiden havde vi pakket og gjort klart skib til næste sejlads.

Tro det eller lad være – solen skinnede, da vi gik fra borde med en vogn fuld af bagage.

Log

Afgang: kl. 8.38

Distance: 27,75 sømil

Gns. Fart: 6,3 knob

Max fart: 8,5 knob

Tid: 4 timer 21 min