Mod Agersø med dagens tema – Storebælt

Der var tid… vinduet var der… aftalemøde med Smilla kl. 9 og forhåbentlig afgang kl.11 🤞🏻

klokken 11.25 kom vi afsted fra Kerteminde, vi satte sejl lige uden for havnen. Rebet storsejl og fuldt forsejl , solen skinnede, og vi var glade.

Vi sejlede agten for tværs, men der var mere vind end lovet. Vinden svingende fra 11 ms til 13 ms, men det værste var ikke vinden men de gamle lorte-søer, de var høje, men vi sejlede heldigvis med dem.

Blue Dot susede afsted 7-8-9 knob, og vi sejlede fra Smilla, som endte 2 sømil bag os. Der kom også en lille byge, men vi tog det hele med. Vi var glade for at være afsted.

klokken 13.40 sejlede vi under Storebæltsbroen. Efter broen var vinden mere i syd. Vi krydser over ved den sidste grønne bøje i trafik separeringen.

Vi troede søerne blev bedre efter broen men … nej… desværre, blev jeg søsyg men ok, det var håndterbart.

Omkring klokken 16 kom vi til Agersø. Det var en vild entré, idet det krævede en del svære havnemanøvre for at lande en 46 fods båd inderst i et lille havne bassin med god vestenvind – jeg må sige, at jeg tager hatten af for kaptajn Lasse – igen.

Havnefogden var super god og var der til at sige ok for, hvor vi lagde til. Smilla var lidt bagud for os, så vi vidste, at de kunne lægge til bagved os. Vi kom begge til at ligge longside.

Vejret var fantastisk, og vi aftalte at spise på land. Der var en utrolig god stemning i havnen med masser af plads, ro og folk som hyggede sig.

Efter middagen tog vi på en lille cykeltur på de gule cykler. Havnen havde gratis cykler, som man kunne låne… så det gjorde vi.

Vi jagtede solnedgangen mod vest … og vi fandt den med Storebæltsbroen som baggrund.

Her var fantastisk dejligt, og vejret var forrygende. Vi nød hvert minut og Lasse endte med at sætte dronen op i den smukke aften. Nysgerrige børn kom hen og var mere end almindeligt interesseret i hvad en drone kunne.

Agersø var bare en stopover i denne omgang, vi skulle videre i morgen.


Log

Afgang: kl. 11.25

Distance: 25,43 sømil

Gns. Fart: 6,02 knob

max fart: 9,2 knob

Tid: 4 timer 13 min