Kaptajnens nye hylde til glas

Vi havde en hylde med huller, hvor glas kunne stå fast under sejlads. Hylden kunne faktisk have været meget god, hvis hullerne havde siddet godt, dvs. hvis antallet af huller samt størrelsen af hullerne var tilpasset vores behov – det var de ikke, så derfor besluttede kaptajnen sig for, at dette skulle laves om inden vi tog på sommerferie.

At lave en ny hylde er en proces, der kun kan laves i en bestemt rækkefølge. På vores sidste tur målte Lasse størrelsen af hylden og besluttede sig for, hvilke glas der skulle være på hylden. Det blev målt op og tegnet i fuld størrelse.

Den oprindelige tanke var at få fat i noget teaktræ, men det var helt umuligt. Så det endte med et lille træplade 18 mm tyk fra Biltema til 99kr.

Næste skridt i processen var at få overført målene til pladen. Kunsten var at finde ud af, hvor høj pladen skulle være, så hullet fik den rigtige størrelse i forhold til, hvor den skulle støtte glasset, så det ikke væltede. Den måling lavede vi med et muck-up på sofabordet.

Så skulle hullerne bores og størrelsen tjekkes. Hvert eneste hul blev slebet, så der ikke var en skarp kant.

Nu tog Lasse ned på båden, for at kontrollere om den passede i skabet – kunne hylden være der og var højden ok? Tjek.

Så blev det tid til at bejse det lyse træ, hylden var færdig og passede. Vi havde noget gammel bejse til overs fra et andet projekt i båden, og den ene af de to bejser var perfekte – 70 Karl-Johan brun blev valgt.

Hylden blev bejset 1 gang og lakeret 3 gange med blank skibslak. 

Det store øjeblik for kaptajnen var, at sætte hylden med glas på plads for at se det fantastiske resultat.

Mig… jeg heppede, klappede og roste på sidelinien 😀 Nu har vi en hylde, til de glas vi bruger, og de står flot og sikkert under sejladsen.