Trailer tilpasset Rubber Dot
Vejret var godt denne fredag eftermiddag, så selvom klokken var blevet 14.30, valgte vi alligevel at køre de godt 60 km nordpå for at kigge til båden.
Vi havde også en anden mission, nemlig at få justeret traileren til vores gummibåd. Lasse havde udtænkt en plan med brug af mastekranen for at løfte gummibåden fra traileren istedet for at sætte båden i vandet.
Meget meget meget nemmere blot at løfte båden med mastekranen, justere traileren og gentage dette indtil traileren passede til båden. Alternativet var at søsætte gummibåden og tage den op igen efter Justering og gentage processen til traileren passede – besværlig og langsommelig proces.
Brugen af mastekranen i flere timer krævede at der ikke var “run” på den, og det var der heldigvis ikke, det var stadig for tidligt på sæsonen. Vi havde pladsen for os selv i de par timer, det tog os at justere traileren.







