4. og sidste arbejdsdag i Ionian Marina
Vi var så klar til at komme hjem. Varmen var ulidelig, grækerne selv synes også, at det var ulideligt.
Vi var desværre ikke helt færdige. Klokken 9 kom teak-manden. Vores teak bløder. Dvs. de sorte streger i dækket smelter i den ekstreme varme, der er her sydpå. I Danmark havde vi ikke problemet.
Det startede sidste år men er meget slemt over hele dækket. Når de sorte streger smelter, smitter de af på tøj, sko og andet der kommer i kontakt med det.
Det er svært at leve med, idet det er eskaleret den sidste måned og bliver kun værre. Coby, som teakmanden hedder, gennemgik dækket sammen med Lasse og kom med et tilbud på 9.000€.
Den pris var svær at sluge, men opgaven vil tage ham en måned, og desuden er der en del teak planker, der skal skiftes. Især ved ankerbrønden er det slemt.
Han vil kunne lave det i september og oktober. Super fint i forhold til at grundstødningsopgave kan påbegyndes i november.
Grundstødningsopgaven er en større sag, og er en forsikrings sag. Men at den skal laves, gjorde at vi måtte gentænke vores måde at stuve tingene om læ på, idet der skal laves glasfiber arbejde i salonen, og det sviner, selvom der bliver dækket af.
Vi blev stor fan af den grønne solafskærmning, så vi besluttede at forlænge den, og anvende resterne i cockpittet.
Klokken 12 kom sejlmageren Alex og hentede vores forsejl. I vinteren skal han reparere et par steder på sejlet samt vaske det. Da vi tog sejlet ned, kom der sorte streger på fra vores dæk, super ærgerligt.
Vi var godt tilfredse med dagens tørn, og godt tilfredse med at vi skulle hjem. Alt var på plads i båden, klar til en vinter.
Klokken 14 lukkede vi båden af, og sagde tak for i år, og på gensyn til en ny spændende sæson i 2027.
Log over sejlersæsonen
Sæsonen startede onsdag d. 20. maj, hvor vi kom i efter at have tilbragt vinteren i Aktio Marina i Preveza.
I perioden fra d. 20. maj til 7. august sejlede vi i alt 580 sømil.
Vi havde i alt 141 timer for motor. I denne sæson sejlede vi mest for motor, dels fordi der ingen vind var det meste af tiden, og dels når der var vind, var den for vild, i forhold til det Crew vi havde ombord.
Den sidste uge hvor vi var alene ombord, sejlede vi noget af det bedste sejlads for sejl, det opvejede de mange motortimer.
Ovenfor ses trampestien for hvor vi sejlede i år. Vi sejlede primært i de fine bugter på Meganisi, derudover var vi en del gange på smukke Kastos, samt en hel del gange i Nydri. Nydri ligger på Lefkada, og det var her på Iris Pontoon, hvor vores gaster både påmønstrede og afmønstrede.
Sæsonen var god og hyggelig med de mange gaster. Gittes søster Tina var med en uge, og vores 2 vennepar fra Veddelev var med en uge begge i juni. I juli var en del af familien med i 14 dage, hvor vi fejrede Lasses fødselsdag. Vi sluttede juli af med vores biografveninde Helle, som var med en uge.
Derudover startede vi sæsonen i maj med at sejle sammen i en uge med vores venner på EIOS. I juli mødte vi Moondance og sejlede lidt sporadisk sammen med dem, inden familen kom på. Moondance havde selv besøg ombord.
Sidst i perioden især august oplevede vi en ulidelig varme samt en del turister. Vi har defor taget den beslutning, at vi kommer til at sejle anderledes i sæson 2027. Vi opdeler sejladsen i forår/tidlig sommer samt sensommer/efterår. Vi vil ikke sejle i juli og august til næste sæson.
Vi har et ønske om at forlade Ionian Sea og sejle syd om Peleponnes, og hvis vi er heldige havne i Aegean Sea til foråret. Lad os se hvad der bliver muligt – det er godt at drømme.

