Den nye jolle kom ombord 

Fredagen var godt planlagt. Aktiviteterne kom som perler på en snor, og startede med at Lasse skulle hente en trailer klokken 7. Vi sov i båden, så opgaven var, at Lasse, efter trailerafhentning, skulle køre til Ishøj og hente både jolle, motor og redningsflåde hos UniSafe. Jeg ville stå klar på kajen, med vogn til smådele samt løftemuskler, når jollen skulle søsættes.

Vejret var stadig dejligt, så det var nemt at få jollen båret hent til slæbestedet, især da der var en meget snaksaglig og hjælpsom sejler på kajen til at hjælpe.

Lasse hoppede op i jollen og sejlede hen til Blue Dot. Det interessante var, da vi skulle løfte jollen op, for den skulle pladseres på fordækket, med den grækerparkering vi havde lavet.  Vi tog selvfølgelig forstaget til at løfte jollen med, men løftet var nemt og den fyldte overraskende lidt på fordækket – positivt overrasket, det var aldrig gået med Speedy Dot.

Lasse samlede elmotoren, puttede den i de fine rygsække, der fulgte med og lagde dem om læ, klokken var 12. Vi lukkede båden af og var videre til næste punkt på planen.  Resten af dagen var logistik med bil på værksted, handle samt pasning af børnebørn.

Nu var der dømt pause fra båden indtil søndag. Helt ok – vi var tilfredse, med det vi havde nået. Det spændende var selvfølgelig at prøve den nye jolle af med elmotor, men det måtte vente.