Klargøring dag 3 på Blue Dot og helligdag i Grækenland

Idag er det de græske arbejders kampdag, samtidigt fejrer de foråret med optog og blomsterkranse, alt har derfor lukket. Vi vidste det godt og var forberedt, så igår fik vi et stillads leveret til båden, som vi skulle bruge.

Vores mål idag var polering af fribord, kort præcist og enkelt mål, men som vi forventede ville tage hele dagen.

Vejret var uldent. Overskyet, blæsende med lovning på en byge. Vi håbede dog på, at regnen blev væk.

Ved siden af vores opgaver holdt Lasse øje batterierne. Startbatterierne så stadig skidt ud, vi havde desværre indstillet os på at købe nye.

Det næste irriterende var, at der ikke var tryk på vandet, derved var umuligt for os at spule og vaske fribordet, som var det første der skulle ske inden polering. 

Vi vidste godt, at vandet er meget ustabilt i Preveza, men alligevel var det irriterende, når nu vi var klar. Efter en times tid var der heldigvis tryk på vandet. Vi startede med styrbord side, og efter 3 timer var den vasket og poleret. 

Tid til frokost, kaffe og en slapper, derefter var det bagbord sides tur. Vinden havde suset om ørene på os lige fra starten, flere bådes stag klaprede på deres master og lavede en vandvittig øredøvende larm.

Vi prøvede at holde støjen på afstand for ikke at blive stressede af den. Først til allersidst vandt larmen, og vi var glade for at være færdige. Både vinden på mellem 10-15 ms samt larmen fra bådenes master var til sidst ved at drive os til vanvid. Poleringen af bagbord  side tog os “kun” 2 timer, vi havde fået optimeret fordelingen af arbejdsopgaver og processen – vi arbejdede godt sammen.

Vi var godt tilfredse med resultatet, og glædede os til at komme tilbage til hotellet. Et varmt bad og ro i ørerne med stængerne oppe på sengen lokkede big time.

Det havde været en god arbejdsdag, og vi havde nået vores mål trods det vilde vejr.

Vi sluttede aftenen på en lille hyggelig Gyros restaurant i gågaden, hvor vi spiste en gyros i pita, mens en masse glade grækere nød deres 1. Maj.