Det er snart 10 år siden (2015), at vi målrettet arbejdede på at få vores drøm, om at sejle i Middelhavet, til at blive en realitet. Den fantastiske oplevelse vi havde der, viste sig senere at ændre retningen på vores liv.
Vores idé dengang var, at vi arbejdede med vores tur som et 2-3 årigt socialt projekt. Herefter skulle vi sælge båden, komme tilbage til Danmark og starte forfra med job og bolig. Det lykkes os at få drømmen realiseret og den svære del, med at komme tilbage og etablere os igen, lykkedes også.

De 10 år indtil nu gik hurtigt. Vi kom tilbage til Danmark i 2018 til IT-branchen med konsulent-jobs i den agile transformation med ledelse, coaching, facilitering og undervisning. Vi fik etableret os igen i Roskilde, og erfarede lykkeligt at vores venner stadig var der, og at vores dejlige familie på lykkelig vis havde klaret sig fantastisk. I starten var vi rodløse, men da vi, efter 8 måneder i Danmark, endelig fandt vores bolig i Roskilde, faldt vi til ro. Hamsterhjul blev det dog aldrig, for der var sået et frø, og rejselysten var i vores bevidsthed mere end nogensinde før.
Tiden bragte os desværre også sygdom meget tæt på, og vi mistede begge vores mødre, som var de sidste. Nu var vi pludselig selv de ældste. I verden omkring os var der Corona, Krig, klimaforandringer og en uforudsigelig verdenspolitik.
I sommeren 2024 tog vi beslutningen at trække os fra arbejdslivet. Vi havde begge arbejdet 40 år i IT-branchen, så vi syntes, at tiden var nu. Lasse havde alderen, og Gittes helbred krævede en pause. Vi havde haft det sjovt, været på spændende projekter og lært en masse – vi havde været heldige at være på IT rejsen – heldige i vores arbejdsliv.
En sen novemberaften i vores nye senior-liv spurgte Lasse “Skal vi gøre det igen”?… hmmm… vi havde den perfekte båd, og vores energi og lyst til oplevelser var der… beslutningen blev taget. Vores nye projekt kaldte vi for Adriaterhavet 2025, og det startede den sene aften.

Den væsentlige forskel på projekt Adriaterhavet 2025 og Middelhavet 2016 er, at det nye projekt skal være en gentag-bar sommersæson oplevelse, samtidig med at vi stadig har vores bolig i Roskilde uden for sejlersæsonen, og at Blue Dot ligger klar til os sydpå i varmen i sejlersæsonen.
Det vil betyde, at vi kan gøre tingene i det tempo, der giver mest værdi for os og uden en bagkant, så længe det er sjovt.
Til sidst men ikke mindst… så håber vi på, at både familien og venner har lyst til at sejle med, for både familien og vores relationer er vigtige for os, og det vil være det bedste at dele oplevelserne, med dem vi holder af.
Lasse er kaptajnen og har ansvaret for navigation, kommunikation, sikkerheden og al teknikken. Gitte er anden styrmand og er primær dæksgast og kahytsjomfru. Det vigtigste er dog, at vi tilsammen er Blue Dot Crew, og har oplevelserne sammen både til vands og til lands.
