Flittig arbejds-weekend

Denne weekend skulle der arbejdes igennem havde vi aftalt. Der var masser af arbejde der skulle laves.

Bruseren skulle færdiglaves i det forreste badeværelse. Det var svært at komme til for en voksen mand, så det krævede bare god tid og ingen bagkant. Jeg ville gerne være færdig med alle madrasser og sengetæppe til forkahytten. Vi skulle også male dækket en sidste gang. Så var der teknikken, specielt AIS’en som har drillet noget, det endte med, at vi måtte tage den med tilbage til Sjælland for at få den tjekket efter igen.

Vi havde besluttet os for at trække varme til begge agterkahytterne. Vi ved, at det er godt med varme i alle rum, især når man sejler i ydersæsonen, og det kommer vi helt sikkert til, så det skulle bare laves.

Vores nye båd skal hedde Blue Dot, det betyder, at der skal en navneændring til. I dag hedder båden Baltic Queen, og bådens hjemhavn er Glyngøre. Dvs. der en del bogstaver der skal af, men der er også nye, der skal bestilles, så vi fik målt og fundet ud af, hvordan og hvor det nye navn skal sidde.

Det blev faktisk en weekend, hvor vi brændte vores lys i begge ender. Vi arbejdede på højtryk. Ind imellem arbejdet måtte vi lige tale med de andre i hallen. Sjællænderne bliver vi kaldt 🙂 og pga. Corona er de ikke meget for at komme i nærheden af os. Men de er mægtig flinke, og vi kan låne alt det værktøj, vi har brug for.

Vi værdsætter de forhold, vi har her med en opvarmet hal, hvor vi har adgang til alt værktøj og hjælpende hænder. Der er ovenikøbet en repos, hvor jeg kunne sidde med min symaskine i fred og ro. Ind imellem kom der et par nysgerrige forbi, som måtte høre hvad jeg dog kunne finde på at sidde og sy.

Heldigvis blev der også tid til en kort gåtur i det iskolde Nordjylland. Det viste sig at blive den hidtil koldeste dag denne vinter.