Tilbage til Nidri fra Kioni

Vi blev helt vilde med at gå morgentur i smukke Kioni. Vi gik næsten samme tur som i går, bare lidt længere og ad en lille sti langs vandet tilbage. Vi gik ned til den lille strand Kantina Beach, det var rullesten med klart vand. Ved stranden startede en fin lille sti langs med vandet i skygge af de gamle krogede træer.

Udsigten fra toppen var formidabel og morgensolen skinnede gyldent på byen.

Byen var kun lige ved at vågne, og morgensolen stod smuk på den café, vi sad på i går aftes og betragtede det vældige leben.

Vi kom afsted uden problemer, nabobåden var sejlet tidligt, så ingen problemer med at komme ud og heldigvis ingen ankerkaos.

Vi sejlede for motor hele vejen til Nidri, der var ingen vind men lidt irriterende gamle søer. 

Efter morgenmaden fik vi ordnet alle kahytter, så de var klar til familien. Der var både vask af tøj, rengøring af båd og om læ, samt den første handlen. 

Familien påmønstrer i morgen, og vi ved at varmen vil være intens, og at de har haft en lang rejse.

Hvad vi ikke vidste var, at byen havde byfest både i dag og i morgen. Der var et hav af boder, og vi blev enige om at gå en tur efter mørkets frembrud.

Markedet var vildt, vildt på den måde at aldrig havde vi set så mange varer, udstillet på den mest fantastiske sjove måde. Markedet var fyldt med grækere, der handlede på livet løs. De græske børn fór om benene på os og nød at de måtte være længe oppe.

Da vi kom retur, var vi trætte men helt klar til at modtage familien i morgen.

Log over gåturen

Distance: 3,9 km

Log

MT: 1175

Log: 8836

Trip: 326,7