Overraskende hyggelige Kioni
Vi lettede anker fra Sami og var igennem havnehullet 7.58. Alt var fredligt bortset fra færgehurlumhejjet. Det er altid spændende, om der er et fremmed anker med op, men det var der heldigvis ikke.

Ingen vind og fladt vand vi tog den smukke tur forbi den østlige spids på Kafelonia for motor. Hver gang vi sejlede her, beundrede vi den storslåede natur.

Kursen var sat mod Kioni på Ithaki hvor Moondance havde forlænget deres ophold for at mødes med os – der var udsigt til hygge og kortspil.
Kioni er meget velbesøgt, og Jesper havde aftalt med nabobåden, at de ventede med at sejle, til vi var fremme.

1-2-3 så lå vi på en super plads side om side med Moondance på havnekajen. Havnemesteren bød velkommen, og vi købte 2 overnatninger med det samme, vi kunne fornemme, at her var skønt.

Kioni var virkelig charmerende, og det var til at forstå, at den var velbesøgt. Byen lå i en dyb bugt omgivet af stejle bjergelignende bakker, hvor de fine huse lå smuk.

Byen åndede af en fredelig og god stemning. Vi fik hurtigt shorts og klipklapper på og gik en tur i byen, inden middagsheden overtog. Vi endte alle 4 på ENPLO Roof bar med udsigt til hele bugten og al havnehurlumhejet. Det var super hyggeligt at mødes med Karen og Jesper igen.

Varmen ramte os som en hammer efter 14, og der blev 39 grader om læ. Hvis det var muligt for varmen, var der var kun plads til en lur i skyggen – det var meget meget varmt. Ikke engang en dukkert hjalp mere end 5 minutter.
Sidst på eftermiddagen faldt temperaturen en smule, og efter en dukkert var vi afkølede nok til at spille kort og rafle et par timer på Moondance.

Da solen gik ned kom mange på gaden til drinks, middag og shopping i mange fine butikker, og vi var der også.
Der var ro i havnen allerede ved 24 tiden, og vi sov fint trods varmen.

Aftalen var op klokken 7 næste morgen for at gå en morgentur. Dejligt at få strukket ben og pulsen op i den smukke kuperede by.

På vejen tilbage kunne vi se Moondance forlade havnen med kurs mod Sami, men vi blev en ekstra dag.
Tilbage på båden gjalt det om at skærme af for solen, mens tid var. Vigtigt at båden ikke blev overophedet fra morgenen af.

Lasse eksperimenterede med idéer til at sætte solsejl, ydermere fik vi organiseret vores ting om læ, så der er plads til familien, når de påmønstrer på tirsdag.
Det blev en travl dag i Kioni, der kom masser af både, og der var masser af “Hafenkino”. En dansk båd, med Kirsten og Jan fra Søborg, lagde til ved siden af os, og vi fik en god sniksnak med dem.

Da det blev mørkt, tempereret og hyggeligt, gik vi en tur i byen, fandt det lille hyggelige sted midt i byen, fik en drink og nød det virvar af mennesker på ferie, der snurrede rundt om os.
I morgen skulle vi videre, men vi havde begge to meget lyst til at komme tilbage til Kioni.
MT: 1171
Log: 8821
Trip: 311,3


