Nu til noget helt andet i Sivota på Stavros Pontoon

Endnu en af disse skønne varme stille morgner med en morgendukkert og kaffe i cockpittet. Kun en svag snorken om læ høres på båden, resten af de 5 besætningsmedlemmer sover stadig sødt, klokken er kun knap 8.

I dag skal vi videre fra naturskønne Abelaki Bay til turistbyen Sivota på Lefkada. Lasse har bestilt pontoon hos Stavros.

Vi havde ikke travlt, så vi nød morgenen, her hvor der var muligt at bade.

Lidt over 8 kom Ditte listende op med en kop kaffe. Vi sad sammen hver for sig og nød kaffen, stilheden og vågnede langsomt. Vi vidste begge to, at der var en padletur i vente.

Vi var afsted inden de andre vågnede, og havde en lang skøn tur i morgensolen.

Efter at alle var vågnet, var der selvfølgelig både dukkert og kaffe, før vi kunne noget som helst andet. 

Planen i dag var at sejle til Sivota, på Stavros Pontoon. Vi havde bestilt plads, så vi havde ikke ikke travlt. 

Alle hjalp til med at tage liner af, og vi var afsted 11.30, og vi håbede på vind, derfor lavede vi dagligstuen om til 100% sejlads og krydsede fingre.

Vejret var klart og varmt, og der var heldigvis lidt vind, som vi prøvede at sejl på. Først i strædet mellem Meganisi og Lefkada, kom der god vind. Der var modvind, så vi endte med at krydse hele vejen gennem strædet. Vandet var ubeskrivelig blåt, uvirkeligt men sandt og set med egne øjne.

Det var forrygende sejlads, og det var første gang på turen, at vi havde en så intens sejlads.

Vi fik en plads på Stavros Pontoon og efter klargøring af båden, nærmest løb vi op på Stavros Roofbar og bestilte kolde øl.

Om aftenen spiste vi på Stavros Terverna, hvor vi startede med ikke særlig gode drinks, efterfulgt af en masse lækre to-share retter.

Der var mange mennesker på gaden, og vi erfarede at diskoteket havde tænkt sig at give den gas i aften – det blev nok til ørepropper i nat.

Vi gik en tur rundt i byen og opdagede andre hyggelige steder, hvor støjen var knap så anmassende.

Vi endte på båden og fik et glas hvidvin, samtidig med at vi udarbejdede en indkøbsliste for morgendagens indkøbstur.

Det havde været en god dag.

Log

MT: 1148

Log: 8741

Trip: 131,1