En varm dag i Atheni Bugten på Meganisi
Jeg elsker de morgner hvor solen, varmen og dagen vågner, og resten af Crew’et sover skønt. Det er min tid, hvor jeg oplever dagen vågne langsomt, med min kaffe og mine indlæg. Jeg lader mig inspirere og nyder tilværelsen alene samtidig med, at jeg glæder mig til, at de andre vågner, og vi sammen indtager dagen. Lige nu sover alle.

Ditte og jeg var kort oppe for at se solopgangen sammen her til morgen. Selvom bunden af Atheni bugten ikke er det bedste sted for solopgang, var det alligevel smukt, hyggeligt og intenst.
Morgenen var fugtig og vindstille og fornemmelsen for, at det ville blive en varm dag, var der.

Planen var en gåtur på land, vi sejlede i eDot i land. Først gik vi op ad den stejle bakke til Lille Vathi hvor mændene gik shop-amok og købte badeshorts. Dernæst frokost hos Antonio og Kostas i den lille autentiske græske by Katomeri.
Den lille restaurant Toboles serverede igen en fantastisk frokost. Vi var meget glade for at have opdaget restauranten, og for at kunne dele stedet med andre. Værterne var rare, og idag havde Kostas sine to små drenge med på job.

Lækker frokost med Tazziki, krabbesalat, Zukiniballs, Antonios jordbærsalat, pølse stegt i appelsin og øl, tun og ristet brød. Drikkevarerne Øl, raidler og vand. Det hele kostede 95 € for os alle 6, noget af det både billigste og bedste, vi havde prøvet.

Det var en varmt og smuk gåtur både i byen og hjemturen, hvor vi kunne se det lovede tordenvejr i horisonten, heldigvis havde vi lukket hele båden af, inden vi tog afsted.

Uvejret kom heldigvis ikke til os, og tilbage på båden blev der badet og slappet af, inden vores snacky aften udviklede sig fantastisk hyggeligt.
Jeg var den første til at gå i seng. Jeg kunne mærke 4 morgner i træk med solopgang mellem 6-7.
Log over gåtur
Det blev til 6,4 km.


