Smuk gåtur på Kastos og en lille film

Morgenen var våd, våd som havde det lige regnet, selvom det ikke var tilfældet. Heldigvis skinnede solen og det hele blev tørt lynhurtigt. Vi tog cockpitteltet af lagde puder og tæpper på igen, så det lignede et hyggeligt cockpit ovenpå regnen i går.

Efter den obligatoriske kaffe, morgenmad og badetur var planen at gå en tur nordpå langs vandet på østsiden Kastos. Var vi heldige, fandt vi et sted, hvor vi kunne bade.

Det blev en god gåtur på 7 km, terrænet var bakket grusvej, hvor pulsen kom op indimellem, alt imens varmen bredte sig i kroppen. Det var varmt men ikke for varmt.

Der var mange små laguner med turkist vand på ruten, men vi fandt den fortrukne lagune og snuppede et par dukkerter. Vi var helt alene.

Da vi kom tilbage til båden, pingede vi Tina og Kim om en tur til den gamle mølle. De var friske, og vi nåede det inden skyerne trak sig sammen, og til noget der lignede regn. Heldigvis kom regnen aldrig.

På vejen hjem bestilte vi bord på Il Porto Taverna til kl.19.30. Det blev en sjov og hyggelig aften på en fyldt restaurant.

Lasse fik at vide at vores AIS var på vej mod Iris Pontoon i Nidri, desværre kommer det til at tage lidt tid, den kommer først d. 8. juni. Indtil da er vi usynlige på MarineTraffic og VesselFinder, men heldigvis synlige på Sailserver, som vi anvender til at logge vores sejlads.

Lasses film

Log

Tur/retur godt 7 km.