Langsom og varm dag i Nidri

Dagen startede med kaffe i cockpittet kl.9. Solen var allerede varm. Klokken 11 var der 25 grader om læ, klokken 13 var der 30 grader.

Lasse bøvlede en del med bestillingen af ny AIS, så hele formiddagen gik med telefonopkald.

Indimellem blev der heldigvis tid til at samle cyklerne, planen var at tage en lille tur, for at tjekke om de stadig fungerede.

Senere på dagen blev det tid til at handle, vi tog det store supermarked “Market In”, idet de havde “Delivery to boat”, hvis vi købte for over 50€. Vi tog cyklerne hen til Supermarkedet og konstaterede, at de virkede perfekt.

Vi cyklede tilbage på båden, og manden fra supermarkedet kørte i sin bil efter os. Køleskabet blev fyldt til renden med madvarer, så jeg blev udnævnt til køleskabsbestyrer, for det krævede en tovholder for at finde rundt. Vi var tanket godt op og klar til at sejle til Kastos i morgen.

Da vi havde pakket alle madvarerne af vejen, tog vi cyklerne tilbage til byen, for at gå en lille tur. Vi købte begge to nye badehåndklæder 47€ for to kæmpe badehåndklæder. På vejen tilbage smuttede vi inden om en strandbar og drak en kold øl.

Vi gjorde klart skib dvs. pakkede cykler, tankede vand, gik ud med skrald samt pakkede “dagligstuen” sammen. Da det blev mørkt og køligt, lavede vi en stor portion af kaptajnens kylling&grøntsagsgryde, så vi havde mad til et par dage. Der var masser af hygge i cockpittet mens kaptajnen lavede mad.

Opskrift på kaptajnens kyllinge&grøntsagsgryde

ingredienser:
2 store kyllingebryster ca. 400-500gram

Der er frit slag på grøntsager, undtagen tomater. Der skal være masser af tomater. Vi brugte 8 store tomater i denne ret.

Udover tomater valgte vi følgende grøntsager:

3 squash

1 aubergine

2 grønne peber 

1 rød peber

3 gulerødder

1/2 hvidkålshoved 

1 stort rødløg

3 fed hvidløg

1/4 fløde

olivenolie til stegning

Af krydderier brugte vi tørret timian, tørret oregano, salt, peber og chili (kan undlades).

Fremgangsmåde:

Alle grøntsager skæres i tern, sorter gerne grøntsagerne i skåle, idet grøntsagerne har forskellig stegetid.

Skær kyllingen i små mundrette tern.

Løg og hvidløg steges på en pande et par minutter, til de er gyldne. Tilsæt krydderier på svag varme, så krydderierne ikke brænder af. Tilsæt Kyllingetern og steg det hele sammen til kyllingen har farve på alle sider.

Hæld kødet i en gryde, og lad det stå.

På panden steges de hårde grøntsager først f.eks. Gulerødder og hvidkål, tilsæt dernæst tomater, lad det simre til tomaterne har afgivet væske. Tilsæt resten af grøntsagerne, med de blødeste tilsidst f.eks. squash og aubergine.

Hæld pandens indhold i en stor gryde, tilsæt fløde og lad det simre i til du er sikker på at kyllingen er gennemstegt. Pas på at grøntsagerne ikke splatter ud. Smag retten til med krydderier.

Server ristet pitabrød smurt med hvidløg og olivenolie til.

God appetit.