Mod Bar sidste stop i Montenegro

Uvala Trsteno Bugten var fredsommelig, og der var en god rolig morgenstemning. Vi var 4 både, der havde overnattet. 

Allerede klokken 9 var der en del mennesker på stranden. Caféerne var stadig uden lyd, og alle nød morgenen. 

Vi fik en fin snorkletur i det turkise vand over til klippen, hvor der var en grotte. 

Vandet var køligt og med et tydeligt thermoklim lag, der indikerede, at der var udløb fra en kilde et sted – en forfriskende morgendukkert.

Lasse fik heldigvis fat i Bar havn og aftalt en plads idag. Vi gjorde morgenmaden klar, og sejlede syd på mens vi spiste morgenmad.

Vi satte forsejlet og tøffede afsted med 4 knob, Lasse satte fiskelinen ud. 

De siderullende dønninger var ca. 75 cm, og gjorde desværre at båden vippede helt vildt fra side til side – lige til en søsyge. Vi tog sejlet ind og startede motoren, vi satte farten til 6,6 knob, det hjalp lidt.

Det var en smuk formiddag langs Montenegros klippeformaterede kyst, flere steder var der projekter i gang samt færdigbyggede kæmpe hoteller. Jo tættere vi kom på Bar, jo flere vandscootere og paraglidere var der.

Det falder godt i tråd med, at Montenegros primære indtægtskilde fra april til november er turisme.

Vores destination var Bar, vores sidste stop inden Grækenland, det var her vi skulle tjekke ud af Montenegro.

Sejladsen til Grækenland indeholder en natsejlads og kræver mere rute- og proviant planlægning samt et vejrvindue – vi har heldigvis god tid.

Vi fik fyldt tanken op med diesel, inden vi lagde til i havnen. tillægningen gik helt fint, med undtagelse af at den tynde ende af morringline kom i bovpropellen… suk… den sad fast.

Frem med vores udstyr så vi kunne dykke ned og få linen ud. Vi var begge to nede og kigge. Linen havde snoet sig godt om sig selv, så det endte med at Lasse skar linen over, fik den ud af propellen og bundet linen sammen igen.

Helt uundværligt simpelt udstyr på vores båd, der har været brugt adskillige gange. En kompresser gennem et luftfilter og for enden et helt almindeligt dykkermundstykke.

Cyklerne frem…. Og vi var i gang, og det første vi gjorde var at insistere på at blive flyttet til en bedre plads. Vi fik en long-side plads for første gang på turen.

herefter tog vi cyklerne og cyklede langs den lange strandpromenade, der var fyldt til randen med børnefamilier, som holdt ferie. Vi kiggede på den vilde solnedgang og spiste en forrygende pizza.

#TheViewFromMyBeedroomwindow

Log

Log: 7952  Trip: 553,9  MT: 987  Tanket: 37,48 liter diesel