Sidste destination på familieturen Tragir

Martin har fødselsdag i dag, så det første vi gjorde da alle var vågne var ringe til ham og synge fødselsdagssang. 

Herefter fik vi pakket os sammen og sejlede mod Tragir, hvor familien skulle afmønstre i morgen.

Sejlturen var ikke så lang på kun 14 sømil, men til gengæld var den god. Vi havde lidt vind med os, så vi satte forsejlet og drev afsted stille og roligt. 

Pludselig råbte Louise “Delfiner” og så havde vi delfin-hygge selv om det var lidt på afstand. Der var 5-6 stykker på jagt. Vi prøvede at spille lidt musik for dem, men de kom ikke nærmere.

ACI Tragir Marina var stor og der var masser af plads. Det kedelige var at den var dyr 169€ pr. Nat, den lå langt fra den gamle bydel og bassinet var uroligt. Desuden var der hele 3 ungdomsbåde med 8-10 unge under 20 år på hver båd.

Vi tog det i stiv arm, vaskede vores båd, fortalte røverhistorier, tog bad og gik ind til byen.

Det var vildt at komme ind til byen… Vild trafik, fyldt med sightseeingbåde, masser af mennesker der hang ud. Gaderne i byen var smalle og meget hyggelige, mellem kjolebutikkerne var der masser af restauranter, isboder og barer.

Kenneth købte en palmeskjorte og jeg købte en kjole, vi tog det nykøbte på og gik på restaurant. Lækker fiskerestaurant hvor vi 4 voksne delte  en frisk 2 kg stor rød Dentax.

Da mørket sænkede sig gik vi stille og roligt den lange tur tilbage på båden.

Det havde være en god sidste dag, i morgen skulle alt pakkes sammen og så var sejlerferien slut for familien.

Log

Log: 7711. Trip: 312,7