500 meter sejltur fra Krbela Mala til Krbela Vela
Cikaderne var i gang, cockpittet var fredeligt, kaffen var varm, dagen vågnede langsomt mens familien sov. En god morgen til at skrive indlæg i og en god dag var netop startet.

Flere af besætningsmedlemmerne havde skrantet, idag var ingen undtagelse, så vi tog den med ro. Vores sejltur idag var nok noget af det korteste vi havde prøvet ca. 500 meter fra den ene lille bugt på mini øen Krbela Mala til den anden bugt på mini øen Krbela Vela lige overfor ca. 500 meter.

Det nye sted var bedre for vindretningen og så kunne vi få liner i land, vi havde købt nye gule flydeliner der kunne trække 1600 kg, hver line var 50 meter.

Med et anker ude og 2 liner i land lå vi godt med næsen i vinden. Der var noget mere vind en lovet 6-10 sm, men vi lå godt og håbede på, at vinden lagde sig til aften.

I løbet af dagen havde vi masser af vandsjov, og inden vinden og søndagsgæsterne kom nåede Lasse og jeg en god paddeltur i havblik.

Vinden lagde jeg aldrig helt, og vi vurderede at det sikreste var at blive liggende med begge liner i land. Kun én lille motorbåd foruden os blev til overnatning.

