Thunderstorm og vind fra syd i Rab
Vi vågnede op til den lovede thunderstorm, vi havde heldigvis sat cockpitteltet op, samt taget beslutningen om at blive i havn.

Vi manglede stadig de 45 sømil til Zadar, hvor vi skulle hente familien d. 9. Juli.

I havnen var der vild turmult, 2 personer faldt i vandet fra deres landgangsbro, og et stort sejlskib blev fanget i vinden, og knaldede ind i 3 andre både. Ikke sjovt at være vidne til, og der var almindeligt oprør i havnen.

Vi forholdt os i ro, og håbede på at sejle i morgen, hvor vinden var lovet til NV. Resten af dagen var der lovet kraftig vind fra syd med regn og tordenbyger.

Istedet tog vi rengøring, vask, den administrative del af vores økonomi og slappede af med kaffe i cockpittet ind i mellem. Vi manglede lige det sidste for at have indtaget båden, og så var der klargøring til at få familien på besøg.

Vi havde været i gang hele dagen med rengøring, oprydning, omrokering, fikse de sidste ting og tøjvask. Ved 20-tiden var vi færdige i bogstaveligste forstand. Vi satte os op foran med et glas hvidvin og nød solen og livet omkring os. Vi var klar til at komme videre og få familien ombord.

