Sensommerdag på Årø
Solen var netop stået op klokken 6.45, da jeg kiggede ud gennem lugen i forkøjen. Der var en stor sandsynlighed for at dagen blev en af de rigtig gode sensommer dage, og så ovenikøbet en lørdag, hvor mange havde mulighed for at sejle, inklusiv os selv.
Netop derfor havde Jesper travlt med at komme afsted fra Bågø havn for at få lagt til i dagens destination – Årø havn. Jesper vidste, at det var en lille og meget populær havn. Vi havde aldrig været der før, så vi lyttede. Klokken blev dog alligevel 11, før vi sejlede efter morgenmaden og kaffen. Der var kun en god times skøn sejlads, og derved var det stadig sandsynligt, at vi kunne få plads.
Det var os, som havde udfordringen, idet pladser til store både var få.
Vi havde heldet med os, og fik lagt til lige inden for i havnen, på den sidste store plads, der var plads til at Smilla kunne lægge sig uden på os, så alt var godt.
Vi havde ingen planer andet end, at vi skulle spille en masse kort og så nyde hinandens selskab og vejret selvfølgelig.
Vi vidste, at det var sidst på sæsonen og højst sandsynligt den sidste fælles sejlads i år.
Efter en mole-øl på Smilla samt en håndmad, gik vi en tur på øen, vi tog den direkte vej til Årø vingård. Der var heldigvis tid til shopping undervejs, hvor Karen købte et par lækre stribede røde slappe-af-bukser.
Eftermiddagsspil og kaffe blev starten på en super hyggelig spille-aften. Vejret var stadig fantastisk varmt og solrigt, så vi kunne sidde i sommertøj i cockpittet. Det var varmt.
Vi indtog aftensmaden på Blue Dot, og vi kunne stadig sidde i cockpittet. Rundt omkring på bådene kunne vi høre at folk hyggede sig, der var en rigtig god stemning i havnen.
Mørket var for længst faldet på, før vi var færdige med at spille kort og var klar til at hoppe i køjen. Det havde været en god sensommer-dag.
Log
Starttid: kl. 11.00
Gns. fart: 4,7 knob
max fart: 9 knob
distance : 6,7 sømil
tid: 1 time 14 min
Gåtur
Distance 3-4 km med diverse detours
og et par timers gang inklusiv en rosevin, der egentlig ikke var særlig god. Men stemningen og vejret var i top.