Camperferie slut med udsigt til travle dage
Omkring frokost kørte vi hjem, og vi det endte med at have kørt 7.604 km, og vores tur havde varet fra d. 29. april til d. 2. juli ialt 65 dage, det svarede til at vi gennemsnitlig havde kørt 217 km pr. dag. Det var selvfølgelig ikke hver dag vi kørte, så nogle dage kørte vi længere strækninger, for at komme frem til det vi gerne ville se.
Nu skulle vi de sidste km hjem til Roskilde. Vi tog et stop i Kolding på vejen hjem. Vi fik mulighed for lige at bruge min tredje nye ven; den mest geniale brødrister til gas. En rister Lotte og Tommy havde og som vi fandt i Kop&Kande i Skagen. Den den blev døbt “Skagensristeren”.
Det er noget af det en camper kan, stoppe op, lave kaffe eller lidt mad og tage en lille powernap – så det gjorde vi, inden vi skulle besøge vores venner i Kolding. Hos dem spiste vi aftensmad, og derefter kørte vi hjem, så hyggeligt lige at se dem et par timer.
Vi var hjemme lige før midnat. Godt trætte og samtidig lettet over at være hjemme uden uheld. Vi listede ind for ikke at vække naboerne.
Huset stod perfekt ingen lugt og fint ryddet op – lige til at indtage. Martin havde ind imellem kigget til huset, hvor han havde tømt postkasse, hældt vandt i vandlåsene så vi undgik lugt og klippet græskanter hvor robotten ikke kunne komme til – stor hjælp. Derudover havde vi i ugen op til vores hjemkomst haft en gartner til at klippe hæk og fjerne ukrudt mellem fliserne.
Vi tændte køleskabet og hoppede i seng. Vi vidste, at de kommende dage ville blive travle, så det krævede en god nattesøvn.