En tur på land til Nordkapp

Vi kan faktisk ikke rigtig huske, hvordan idéen til Nordkapp turen opstod.

Jeg tænker, at Lasse og jeg har talt om det i flere år, som et alternativ til at sejle. Det at drive rundt på land med sneglehuset på ryggen – prøve det af.

Vi er alle sammen enige om, at det var Lasse, som kastede en bold op i luften, på en af vores mange campingture eller ”mad på bål” sammenkomster. Alle greb bolden for et års tid siden, og turens realitet blev meget konkret, da vi fik muligheden for at leje en camper til en overkommelig pris.

Lotte og Tommy, som vi skal rejse sammen med, har deres egen camper. 2024 blev året, hvor det kunne lade sig gøre. Vi har alle tid til at hive 10 uger ud af kalenderen startende fra slutningen af april.

Vi kører mandag d. 29. maj 2024, er aftalen indtil videre.

Vi syntes, der var lang tid til, da vi skrev under på lejeaftalen, men som tiden nærmede sig, blev vi klar over, at det nok var en god idé med en lille prøvetur, for at observere og lære lidt om hvordan og hvad vi skal gøre for at blive klar til turen.

Vores ambition er at køre op igennem Sverige helt op til Nordkapp, bruge ca. 3 uger på turen derop se ting undervejs, stoppe op, fiske, vandre, cykle eller hvad vi nu finder på. Vi skal have god tid i Nordkapp, så vi kan se det i godt vejr. Det er jo tidligt på sæsonen, og muligheden for dårligt vejr er 100%.

Nordkapp bliver der hvor vi vender camperen og kører sydpå igen. På vejen tilbage er der hvor vi skal bruge den største del af tiden. Vores ambsion er at køre langsomt ned gennem Norge langs vestkysten. Bruge en masse tid Nordpå i nationalparkerne og på øerne. Den direkte vej fra Roskilde til Nordkapp lyder på 2.415 km. Vi regner med at køre over 5000 km på de 10 uger. Vi har også haft Finland med i vores planer, så ingen ved hvordan den faktiske tur kommer til at se ud, hvilket er en del af det at have sit sneglehus med sig, og lade mulighederne være åbne.

Vi medbringer både vandrestøvler, rygsække, cykler, telte samt fiskeudstyr. Vi er klar på det hele. Grunden til at vi tager så tidligt afsted er for at undgå myg, så må vi til gængæld være klar på at trække i uldundertøj i stedet for sommertøj, et godt bytte, synes vi, for at kunne være udendørs. Her midt i april er det mellem -5 og 6 grader i Nordakpp.

Vi glæder os vildt til udfordringen.