På bytur og live koncert i Stralsund 

Vi glædede os til at gense Stralsund, vi vidste at det var en smuk gammel by med masser af god stemning. Vejrudsigten havde lovet os tørvejr og gode chancer for sol – så alt var godt til en dag i byen.

Vi tog cyklerne direkte til shopping gaden. Der var masser af mennesker og fuld af sommerferiestemning.

Desværre fik vi ikke købt så meget, selvom der var butikker nok og vi var klar, men det var ok.

Vi drak en god kop kaffe, og slentrede rundt i den gamle hyggelige by. Byen er på UNESCOs liste, og det forstod vi godt, der var masser af gode stemninger at spotte.

Vi fik handlet fødevarer i Edeka og på byens marked og transporterede det hele tilbage til båden på Lasses cykel.

Vi spiste lækker mad på båden, og mens vi spiste, kunne vi fornemme, at der var live-musik på en bar på den anden side af havnebassinet.

Efter middagen smuttede vi forbi baren. Vi fik en hyggelig aften under åben himmel sammen med en masse andre mennesker. Vi drak et par øl, mens vi hørte gamle rocknumre og så solen gå ned, inden vi vendte snuden tilbage til båden.

På vejen hjem cyklede lidt rundt i havnen og så på de flotte bygninger, der var lyst flot op.