Fra Valda-Sandö til Varberg

En morgendukkert, en god nærende morgenmad og en fødselsdagsopringning til Martin. Det var optakten til en en lang sejltur på 40 sømil.

Lasse havde rigget genakkeren til, vinden var svag, men skulle tage til op ad dagen, perfekt til at øve sig på genakkeren (eller reklamesejlet som vi også kalder det).

Sejlet kom op og vi skød en fin fart på ikke meget vind. Vi lavede et par bomninger og fik øvet det også, og vi konstaterede at under to personer så er det ikke muligt at sætte det sejl.

Det blev pænt varmt op af dagen, men uden sol. Vi var tilbage til vores oprindelige plan langs svenskerkysten og Varberg som havde fået fine anbefalinger Vi håbede på at få tid til en lille smule sightseeing, især fæstningen skulle vi se. Vi var inde i god tid og valgte byhavnen fordi det gav et adgang til byen og fæstningen. Vi fandt en god plads uden på to andre sejlbåde. Naboen, en Dufour 40, annoncerede ved ankomsten at de skulle afsted klokken 0600 – fint for os – vi skal også langt.

Vi brugte et par timer med at se fæstningen, badeanstalten og de omkringliggende hyggelige restauranter, minigolfbaner og turistattraktioner.

Dagen endte med at vi spiste den sidste räkmacka på den hyggeligste restaurant med udsigt til badeanstalten.

Er det mon den sidste Räkmaka i år?

Da vi kom tilbage til båden kom endnu en båd og lagde sig uden på os, det var den 4. båd. Det var en utrolig hyggelig stemning i havnen og en rigtig god sommerferie-stemning omkring havnen.

Vi gik tidligt i seng, for vi skulle tidligt op.