Efter en hyggeligaften i Skyllebakke Havn, hvor vi blev tysset på klokken præcis 22, af en sur mand samt en god nattesøvn, var vi klar til at sejle videre mod Hundested. Det var første gang vores venner var i Hundested, så vi skulle selvfølgelig ud og gå en tur. Men først en god sejlads – forhåbentlig.
Vi nåede en dukkert inden afgang, selvom vejret var noget skummelt. Vi X’ede fingre for at det blev lidt bedre sejlervejr når vi skulle afsted.
Karen er en super sejlertøs, og hun styrede os med sikker hånd under broen kl. 12.
Vinden var i vest, så vi sejlede for sejl indtil vi nåede Frederiksværk, her tog vi sejlet ned og sejlede for motor forbi de to grønne bøjer i renden. Da vi kom ud af renden satte vi sejl igen og sejlede det sidste stykke, vi måtte lave et par vendinger for at nå vores mål – Hundested Havn.Stemningen var god ombord og Blue Dot sejlede derudaf med vores nye sejl.
Vejret klarede faktisk op, og det blev dansk sensommer igen… skønt. Vi glædede os til at gå en tur.Vejret var godt, og det indbød til at besøge og støtte de lokale bryggeri Halsnæs.
Turen gik til Knud Rasmussens hus, denne tur kan kun anbefales. Der er højt til loftet, en smuk havudsig og bliver man længe nok, er der en flot solnedgang.
Vi blev der og så solnedgangen, det blev en smuk aften, og selvfølgelig spillede vi kort efter aftensmaden.